Uanset om du vil høre Mikael Simpsons Drømmer om et andet sted, Bob Dylans Lay Lady Lay, Miles Davis Blue in Green eller en af de millioner af andre sange, der er på nettet, så kan det ske indenfor de næste 20 sekunder - og herefter vil det gå rigtig stærkt med de næste sange.
Men i mange tilfælde er det en krænkelse af ophavsretten.
Gratis programmet Songr gennemsøger alle lovlige og ulovlige tjenester på nettet for musik. Det vil sige steder som Youtube, Myspace og for eksempel private blogs. Herefter bliver musikken afspillet i Windows Media Player. Programmet fungerer ved at identificere url'en til mp3-filen i forskellige søgemaskiners resultater.
Man kan også finde sange ved blot at skrive brudstykker af teksten i Songrs søgefelt. Herefter foretager Songr automatisk en søgning på Microsofts søgemaskine Bing, og leverer næsten øjeblikkeligt den rette sang. Hvis man ikke vil have jukeboksen liggende på sin egen computer kan man i stedet bruge steder som skreemr.com.
Midlertidig kopi
Det kan dog være ulovligt at bruge programmet og onlinealternativerne. Det afhænger af om de steder, sangene bliver afspillet fra, har rettighederne til at afspille sangene.
”Hvis forlægget er ulovligt, begår man en ophavsretlig krænkelse ved streaming af musikken, hvis der dannes en midlertidig kopi på ens egen computer, når sangen bliver afspillet. Af samme grund indebærer det typisk en ophavsretlig krænkelse, hvis en ulovlig tilgængeliggjort film bliver streamet fra internettet. Selv om man ikke downloader filmen, så er der ophavsretligt set genereret en kopi, som forudsætter samtykke fra rettighedshaverne," siger Advokat Kasper Heine fra Bender Von Haller Dragsted til ComOn og fortsætter:
”Men hvis musikken bliver afviklet fra et sted, der har tilladelse til at udbyde musikken, for eksempel Youtube eller TDC’s Play, vil streamingen være lovlig; også selv om der ved streamingen genereres en midlertidig kopi”.
Det er dog svært at gennemskue om musikken er lovlig eller ej. For ifølge Thomas Schlüter fra Antipiratgruppen, så kan man langtfra være sikker på, at musik på for eksempel Youtube er lovligt.
"På Youtube er der både lovligt og ulovlig musik i et stort miskmask. Derfor er det ikke en garanti, at programmet streamer fra Youtube. Og selv hvis musikken på Youtube er lovlig, så er det ikke sikkert, at Youtube har fået rettighederne til at afspille musikken i for eksempel Danmark," siger Thomas Schlüter til ComOn.
Når programmet har fundet den sang, man vil høre, kommer der en liste med alle de versioner, der er på nettet. Man kan høre musikken, hvis man er sikker på, at det er lovligt for et af de steder at streame musikken til Danmark.
Det vil formentlig være vanskeligt for rettighedshaverne at afsløre ulovlig brug af programmet, da man kun har kopien af sangen liggende indtil cachen bliver ryddet, og ikke selv deler sangen videre.
Selve programmet er ikke ulovligt, og det kan downloades her. Der findes flere alternativer til Songr og Skreemr.