Dell gav håb til linux-folket, da firmaet begyndte at sælge computere med Ubuntu-styresystemet præinstalleret for nogle år tilbage. Men den store computerforhandler har ikke formået at vække interessen for linux hos almindelige forbrugere.
I England er linux-maskinerne nu pillet af Dells hjemmeside. Firmaet oplyser dog, at man stadig kan bestille dem ved at indtelefonere sin ordre.
At computerne ikke længere får eksponering i Dells webshop skyldes, at linux-pc’erne simpelthen ikke sælger nok til at retfærdiggøre en selvstændig markedsføring.
Til PCpro lyder forklaringen fra Dell:
“Grunden til, at maskinerne ikke kan finds på vores hjemmeside er, at Ubuntu generelt er henvendt til avancerede brugere og entusiaster og det altovervejende salg til forbrugere er pc’ere med Microsoft Windows præinstalleret”.
Dell har tidligere argumenteret for, at Ubuntu er mere sikkert end Windows. Senest har firmaet dog lavet en sammenligning af de to styresystemer, og nu lyder Dells anbefaling, at Ubuntu kun bør bruges af udviklere.
Det er heller ikke muligt for private at bestille en computer med Ubuntu i Danmark. Men Dell sælger stadig servere med Linux, og i Danmark er det også muligt for virksomheder at købe Dell-computere med Linux fra fødslen til deres ansatte.
Idéen om at sælge computere med Ubuntu til almindelige forbrugere stammer fra Dells Ideastorm, hvor mange kunder efterspurgte muligheden. I USA fortsætter Dell med at sælge linux til forbrugerene på hjemmesiden Dell.com/ubuntu. Blandt andet Inspiron 15n og Mini10n i øjeblikket.