Undskyldninger som hovedpine og maveonde bliver snart overflødige. Indenfor de næste fem år bliver menneskerobotterne en del af den fagre nye verden. Det gør det dermed muligt at få sex blot ved at afgive en kommando.
På verdensudstillingen EXPO i Japan præsenterer robotforsker, professor Hiroshi Ishiguro, sin nyeste androide. En flot ung dame, der lystrer navnet Repliee Q2. Med 42 lufttrykstyrede stempler i overkrop og ansigt kan hun efterligne ansigtsudtryk, bevæge munden når hun taler, og med sin motion capture-software lærer hun bevægelser ved at efterligne os mennesker.
Professor Henrik I. Christensen er en af Nordens førende roboteksperter og leder af Center for autonome systemer på Den Kgl. Tekniske Højskole i Stockholm. Han har besøgt udstillingen i Japan og mener ikke, der er noget til hindrer for, at japanerne kan overholde tidsplanen.
»Der er ingen teknologiske forhindringer - det er bare et spørgsmål om tid«, siger han til Berlingske Tidende.
Klavs Birkholm fra Etisk Råd tror ikke på, at vi vil kunne finde menneskerobotter under dynen i den nærmeste fremtid.
»De vil allerhøjest svare til en dukke fra butikkerne i Istedgade«, siger han til ComON og stiller spørgsmålstegn ved, om man kan kategorisere det som sex.
Om de nye menneskerobotter får betydning for salget af hovedpinepiller, melder historien ikke noget om.