I ti år har forskere fra 13 lande gennemført interviews med hundredtusinder af mobiltelefon-brugere i hele Europa for at komme på sporet af en mulig sammenhæng mellem mobiltelefoner og kræft. Flere delrapporter er udsendt undervejs i forløbet, men først i dag er det endelige resultat af Interphone-undersøgelsen offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift ”International Journal of Epidemiology”.
Der er ikke de store overraskelser i det resultat, som forskerne fra WHO's International Agency for Research on Cancer har lagt frem i dag. Forskerne kan ikke påvise en direkte sammenhæng mellem brug af mobiltelefoner og forhøjet risiko for hjernekræft. Statistisk set er forekomsten af kræft hos de adspurgte mobiltelefon-brugere ikke større end hos befolkningen som helhed.
Kun ét enkelt delresultat kan give grund til bekymring. Blandt de ti procent af testpersonerne med det mest intensive mobiltelefon-brug (mere end 1.640 timer frem til det tidspunkt, hvor interviewet blev gennemført) er der tilsyneladende 40 pct. større risiko for de såkaldte gliomer og 15 pct. større risiko for meningeomer.
Men også dette talmateriale hviler på et meget løst grundlag og bygger udelukkende på de adspurgtes egen erindring af deres mobilbrug, som kan være misvisende.
Faktisk viser tallene, at alle andre mobiltelefon-brugere end denne lille gruppe af de mest aktive faktisk har en mindre kræftrisiko end befolkningen som helhed. Det er selvfølgelig absurd, at mobiltelefoner skulle beskytte mod kræft, men det viser at statistiske undersøgelser som denne hurtigt kan levere et misvisende resultat.
En anden undersøgelse fra sidste år fortæller, at kræfthyppigheden i befolkningen generelt ikke har ændret sig i de sidste mange år – så der er ingen tegn på, at mobiltelefon-boomet har udløst en ny kræftbølge.
Men forskerne kan selvsagt stadig ikke sige, hvordan brug af mobiltelefoner påvirker kræftrisikoen over meget lange tidsrum på 20, 30 eller 40 år.
I dag vil det være næsten umuligt at gennemføre en undersøgelse som Interphone, der kræver at forskerne kan sammenligne med en kontrolgruppe af personer der ikke bruger mobiltelefoner – for i dag er det efterhånden meget svært at finde indbyggere i de europæiske lande, der ikke har en mobiltelefon.