Masser af danske hotspots på vej

Det varer ikke længe, før det bliver en smal sag at koble sin bærbare pc på internettet. TDC vil koble mobilabonnementet sammen med trådløs LAN-adgang, og i Københavns Lufthavne sker der en kraftig vækst i anvendelse af det trådløse netværk.

Ifølge analysefirmaet IDC er Danmark bagud med hotspots, hvor offentligheden kan få adgang til internettet gennem trådløse lokalnetværk.

Men det gærer i internetverdenen, og i løbet af 2003 vil vi høre meget mere til mobile løsninger, der knytter et mobilabonnement sammen med adgangen til hotspots.

TDC Mobil har netop indviet et såkaldt public WLAN, det vil sige et offentligt tilgængeligt trådløst netværk, på det nybyggede Comwell konferencehotel i Roskilde.

Gæsterne kan købe skrabekort med adgang til internettet i mellem to og 24 timer (med priser fra 50 til 250 kroner), og når gæsten tænder sin bærbare pc med det trådløse 802.11b-kort i, skal han indtaste koden fra skrabekortet.

- Det er ikke en voldsom mængde kunder, vi har fra starten af. Det er et svært marked, og vi vil ikke basere vores forretningsmodel på skrabelodder, siger markedschef i TDC Mobil Erhverv, Mikkel Vinter, til Computerworld Online.

Udnytter mobilkundebase

I stedet vil TDC Mobil udnytte den store kundebase med mobilkunder, der vil finde det attraktivt at hente data via GPRS på landevejen eller uden for konferencecentret, og automatisk ryge på det betydeligt hurtige netværk, straks de går ind i hall'en hos Comwell.

- Det er visionen, og det hænger nydeligt sammen med den kommende udrulning af UMTS. Hvor der ikke er dækning med WLAN, søger pc'en efter en UMTS-forbindelse. Og er den ikke til stede, kan kunden hente data via GPRS i GSM-nettet, siger Mikkel Vinter.

I dette efterår skal TDC Mobil opsætte hotspots 15 andre steder i landet, og inden for 24 måneder skal Danmark være dækket af 100 hotspots i de travleste knudepunkter, hvor især forretningsfolk færdes meget.

Et af de steder er Københavns Lufthavne i Kastrup, der har gode erfaringer med at tilbyde gæsterne adgang til internettet med et public LAN - og mod betaling.

Stor vækst

I Kastrup skal man ikke bruge et skrabekort, men bliver - så snart pc'en med netkortet har fået kontakt med lokalnetværket - bedt om at indtaste sine kreditkortoplysninger.

- Sådan, som vi har etableret netværket, skal alle kunne bruge det. Start pc'en, indtast kreditkortnummer, og du er på nettet, siger Henrik Bjørner Søe, director for business development i Københavns Lufthavne.

Han vil ikke oplyse antallet af kunder, der kobler sig på netværket i lufthavnen, men væksten er stor.

- Det har været en meget positiv oplevelse for os med en tilgang af kunder på over 30 procent om måneden i de seneste tre måneder, fortæller Henrik Bjørner Søe.

Det trådløse netværk er tilgængeligt i en række venteområder, og denne dækning forventes øget i de kommende måneder.

Samtidig forhandler Københavns Lufthavne med andre udbydere af trådløs netadgang. Kunder hos eksempelvis iPass, der formidler adgang til internetudbydere over hele verden, vil således automatisk komme på nettet, når de tænder deres bærbare pc i lufthavnen.

Fokus er altså i starten primært rettet mod forretningsrejsende, og hotspots bliver installeret, hvor de ofte færdes og skal udnytte ventetiden. Eksempelvis lufthavne, hoteller og konferencecentre.

Private udgør endnu ikke nogen målgruppe:

Ingen internet på kaffebaren

Uden for Danmark har kaffekæden Starbucks en vision om at tilbyde sine kunder trådløs netadgang, men den danske pendant, Baresso med fem kaffebarer i København og Odense, har ikke umiddelbart planer om at følge trop:

- Men vi følger udviklingen inden for Wi-FI og har det med i vores overvejelser, lyder det blot fra administrerende direktør Kenneth Luciani, Baresso.

TDC Mobils projekt er det hidtil største herhjemme, men også mindre firmaer har forretningsplaner, der handler om at udbyde offentlig WLAN.

En række hoteller benytter det tidligere 2M Invest-firma Netpoints tjenester til at give hotelgæsterne adgang til internettet via trådløs LAN.

Firmaet Organic Network, med kendte internetnavne som Martin von Haller Grønbæk, Thomas Madsen-Mygdal og Nikolaj Nyholm i spidsen, tester i øjeblikket public WLANs 10 steder i København og håber at kunne levere netadgang fra 500 lokationer i løbet af 18 måneder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere