Det offentlige indkøbssystem, "Den offentlige indkøbsportal", har netop fået fine ord med på vejen i en EU-rapport om offentlige e-handelsløsninger. Løsningen fremhæves som "best practice".
Formålet med rapporten fra EU-kommissionen er, at synliggøre hvilke offentlige e-handelsløsninger, der er mest effektive.
Rapporten fremhæver "Den offentlige indkøbsportal" som "best practice" blandt offentlige indkøbssystemer i EU. Det er det danske firma, Gatetrade, der står bag indkøbsportalen.
»EU Kommissionen lægger vægt på, at vores løsninger øger effektiviteten, reducerer omkostninger og forenkler hele indkøbsprocessen. Og det er vi selvfølgelig mægtig glade for,« siger Claus Johansen, administrerende direktør hos Gatetrade.
Rapporten kommer på det bedst tænkelige tidspunkt for Gatetrade, der har oplevet en stærk vækst i den senere tid. Alene fra december til januar voksede selskabet med 18 procent.
Gatetrades kundekartotek vokser samtidig støt. Senest er der indgået aftaler med bl.a. TDC, Chr. Hansen, IBM Global Services, Finansministeriet, Det Kongelige Teater, Folketinget, Post Danmark, Videnskabsministeriet, Gentofte Kommune, UNI-C, Udenrigsministeriet, Socialministeriet, Modulex og Merlin.