Indenfor de næste uger vil Danmarks Radio tage den åbne standard MPEG4 H264 i brug på live web-tv.
Det betyder, at brugere af Mac og Linux vil kunne vælge mellem to løsninger: Den traditionelle brug af Flip4Mac, der konverterer Windows standarden til en ringe kvalitet, eller den helt nye standard MPEG4 H264, der giver den bedst mulige kvalitet.
Egentlig havde tv-stationen over for ComON lovet, at den nye standard ville blive indført i efteråret, men løsningen var ifølge DR mere besværlig end først antaget.
»Da jeg første gang begyndte at tale om det her, har jeg nok været for optimistisk. Et helt nyt format kræver mere, fordi man ikke bare kan købe en færdig løsning,« fortæller Erik Henz Kjeldsen, distributionschef hos DR.
Godt nok har der været en færdig profil af standarden, men hele back-end siden har DR selv måttet finde en løsning på.
Godt 400 danskere har testet standarden det sidste halve år, og ifølge DR mener testbrugerne, at kvaliteten er fantastisk. Faktisk bedre end den nuværende Windows Media standard.
»Man får simpelthen mere kvalitet per bit,« hævder Erik Henz Kjeldsen, som understreger at også Windowsbrugere kan benytte standarden.
Under testperioden lykkedes det desuden DR at lave hele distributionen i open source, hvilket Erik Henz Kjeldsen er ganske tilfreds med.
»Det lykkedes faktisk at lave en kæde lige fra kodningen til streameren,« beretter Erik Henz Kjeldsen.
Kodningen kørte på linuxserverer med VLC-koder, streamingserveren kørte med Linux og Darwin, mens tv-seeren kunne afspille videoklippene på en VLC-player, der både virker med Windows, Mac og Linux.
Dagligt bruger 40.000 danskere DR's live-tv, og endnu flere benytter sig af on demand. Sidstnævnte brugere må dog vente på den nye standard, da det tager tid at konvertere alle gamle klip til den nye format. Men Erik Henz Kjeldsen lover, at det bliver det næste store projekt.