Google skal betale 20 kvintilliarder dollar i erstatning til de russiske nyhedsmedier for ulovligt at blokere for deres indhold på YouTube, som dermed ikke kan komme ordentligt ud i verden.
Sådan lyder en afgørelse i en russisk domstol, meddeler det russiske nyhedsbureau Tass, som ikke navngiver domstolen.
Advokat Ivan Morozov siger til Tass, at beløbet, som Google skylder, stiger hver eneste dag, der går, indtil Google betaler det svimlende beløb.
Ifølge advokaten konkluderer den russiske domstol, at Google har ansvaret for at udelukke kanalerne fra YouTube.
“Retten beordrer Google til at genetablere adgangen til kanalerne,” siger Ivan Morozov ifølge det russiske nyhedsbureau.
Tass skriver, at beløbet vil blive fordoblet for hver dag, der går, hvis ikke Google betaler inden ni måneder.
Kun hvis pengene betales, kan Google igen få fuld adgang til det russiske marked.
Dommen kommer efter, at Google-ejede YouTube i 2020 udelukkede den ultra-nationalistiske russiske kanal Tsargrad.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fulgte YouTube trop med udelukkelse af en række øvrige russiske kanaler. I alt har YouTube nu udelukket 17 primært større russiske kanaler - herunder det russiske forsvarsministeriums kanal, Zvezda.
De øvrige kanaler tæller blandt andet Moscow Media, parlamentets tv-kanal og en ortodoks tv-kanal.
De 20 kvintilliarder dollar er den største bøde, som Google - og måske noget selskab i verdenshistorien - er blevet idømt.
Det svimlende beløb - 33 nuller - er mange gange større end hele verdens samlede bruttonational-produkt, som ifølge Verdensbanken ligger på omkring 100 billioner dollar (12 nuller).
Skulle Google i givet fald (og nok mod forventning) vælge at betale beløbet kontant i den største amerikanske pengeseddel, 100 dollar-sedlen, ville det kræve et læs pengesedler, der ville veje en fjerdedel mere end solen.
Retten er nået frem til det astronomiske beløb ved at give en bøde på 100.000 rubler per dag - som så fordoble for hver uge, der går, hvor bøden ikke betales.
Google trak sig ud af Rusland i 2022. Ifølge selskabet har Rusland siden beslaglagt alle selskabets aktiver, konti, midler og andet i landet, hvor Google engang havde mere end 200 ansatte.