Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Jeg giver øl, hvis Trump ikke vinder valget. Men det tror jeg, at han gør

Klumme: Trump er kort og godt et bedre bud i almindelige amerikaneres øjne end den håbløse Harris og hendes fjollede parti, hvor identity-hejset for de ganske få, ekstreme og uforsonlige er vigtigere end de problemer, som det store flertal står med.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

God fredag! Perspektiv fra et roadtrip i det sydvestlige og vestlige USA: Først en status, så noget om landsforræderen Trump (der vinder), en masse om AI, et PS om, hvorfor USA altid vinder og et PPS om træer og startups.

Når I læser dette giver vi middag for truckens ejermand, Tim Gorman, og hans hustru Kellyn Pot’vin, på Salty’s On The Colombia, og så er det ellers i lufthavnen klokken 04:00 lokal tid og hjemad.

Vi har gjort Californien, Arizona, Nevada, Utah, Arizona, Californien og Oregon.

Brugt lidt penge på diesel. Kørt en del miles og endnu flere kilometer. Talt med alle de sædvanlige venlige og imødekommende amerikanere. Forstået forskellen på sequoia og redwood træer.

Og selvfølgelig spist en masse god mad, som man jo gør herovre. Holdt tailgate parties med den medbragte Jetboil og pulverkaffe alle mulige skønne steder. Boet på et utal af gode, billige moteller.

Og ja, jeg tror også Trump vinder, selv om de dermed reelt stemmer på Putin. Sidst i 80’erne, flere år før murens fald, vendte Trump hjem fra (endnu) et besøg i Moskva og indrykkede helsides annoncer i New York Times og andre aviser, hvor han opfordrede USA til at melde sig ud af NATO.

Samme budskab som venstrefløjen og Socialdemokraterne Lykketoft, Auken, Budtz & Keld Olesen herhjemme. Enhedslisten og resterne af Blekingegadebanden mener det stadig i hjertet og i hemmelighed. De lyver bare om det.

Trump har været deres (Ruslands) bitch helt tilbage fra 70/80’erme og alt, hvad der stod i Christopher Steele-dossieet var selvfølgelig korrekt. The Manchurian Candidate bliver nok en realitet 5. november.

Russerne har krammet på ham, fordi Putin forstår at stryge hans ego med hårene og dukkeføre ham med finesse. Men Trump, den landsforræder, ER stadig et bedre bud i almindelige menneskers øjne end den håbløse Harris og hendes fjollede parti, hvor identity-hejset for de ganske få, ekstreme og uforsonlige er vigtigere end de problemer, som det store flertal står med.

Deres had til, og konstante latterliggørelse af, folk, der ikke mener, hvad der end er politisk korrekt i denne uge, vil koste demokraterme valget.

Og ellers giver jeg med glæde en øl.

Det samme er i øvrigt sket i Canada, så Trudeau ryger ud lige om lidt. De bruger også kun 1.3 procent af BNP på Forsvaret, så de er endnu mere snyltere, end vi er.

AI, Ai, ai

Og ellers har rejsen stået i AI’ens tegn. Som der stod på en plakat ved Pier 25 eller så i San Francisco: “In San Francisco AI is the new reality.”

Sonja og jeg har brugt ChatGPT til at identificere planter, træer, fugle og tang, finde gode steder at spise, sightsee, overnatte og handle, lægge ruter i nationalparker, forklare kulturelle forskelle og geologiske fænomener med MEGET mere. Det har været fantastisk.

Jeg modtager jævnligt mails fra gode, søde, højt begavede folk, der ikke kan se, hvad i alverden de skal bruge den til, når det jo ikke engang er en rigtig AI, men blot Generativ AI.

Som Sonja bemærkede en morgen: “Sådan siger folk typisk, når de kun har prøvet at bruge noget nyt én eller to gange."

Men måske har den hæderkronede journalist og radiomand Henrik Føhns, der arbejder hos IDA/Version2/Techtopia, sagt det allerbedst forleden:

“Jeg møder stadig mange i kategorien “har prøvet ChatGPT en gang eller to og fået et fjollet svar” og så forstår de ikke rigtig, hvad generativ AI kan bruges til. Det minder mig om dengang folk ikke forstod, hvad man skulle med e-mail eller mobiltelefoner eller www. De forstår grundlæggende ikke forskellen på forskellige typer af AI. Jeg bruger generativ AI i
arbejdsrelateret sammenhæng mange gange dagligt. Det kan måske betegnes som en række af småopgaver, men min effektivitet er overordnet set forbedret voldsomt. Jeg hælder mest til den opfattelse, at jeg nu er Georg Gearløs med tænkehat og Lille Hjælper.”

Lær at tænke som din autocomplete-AI

Min helt Ethan Mollick har haft mulighed for at nærstudere ChatGPT hos OpenAI, og han har skrevet noget virkeligt interessant om, hvordan den opfører sig - og hvorfor.

Jeg fik i hvert fald en del Aha-oplevelser under læsningen af denne artikel.

Hvor meget strøm bruger AI’en?

Den bruger sikkert 100 gange mere på en prompt end Google bruger på en søgning.

Men det falder hurtigt, nu hvor ingeniørerne overtager fra videnskabsfolkene, hvilket du kan høre mere om her.

JA SGU’, del 1: En virkelig god nyhed er, at Google vil hjælpe med at få gang i små, modulære atomreaktorer. Rigelig og ren energi er kun en dårlig ting hos venstrefløjen, inklusive fjollerikken Dan Jørgensen.

ØV, del 1. Frihed frem for alt: Krigen mod atomkraft har kostet mange millioner liv både på grund af de lede, giftige udledninger fra kulkraftværker og CO2-halløjet. Syreregnen og ozonhullet kom ikke af sig selv.

Smart af vore fjender dengang i 1970’erne at starte bevægelser herhjemme mod ren og uendelig energi. Samtidig med, at fjenderne selvfølgelig selv brugte det.

Lige nu bruger vi ChatGPT og lignende til ting, som vi ofte også kunne bruge Google Search til. I lighed med Google Search har den et meget enkelt interface, men den har også et enkelt svar-interface.

Det er nemt - som en samtale.

Hos Google skal man kæmpe sig frem mellem alle mulige banditters søgeresultater, der har sørget for, ved hjælp af snyd og penge, at man aldrig finder feks den rigtige hjemmeside for et hotel.

Så vi bruger Google meget mere, fordi den ikke giver os sammenhængende svar.

Folk klager som sagt over, at ChatGPT ikke gør vilde AI-ting. Men bare rolig. Det kan den om lidt. Nu har vi trods alt ventet på det her i 40-50 år.

Dét var dét! Forklar de ting, som jeg ikke har fattet, og jeg lover, at belønne jer. Skriv på mogensxy@gmail.com, og alt bliver bedre.

PS:
Kina er den vilde, private produktion af alt muligt. EU er Styrelsen for Yderligere Gennemregulering (STYG), og USA er et sted derimellem og vinder stort. USAs økonomi er nu 50 procent af G7-landene (den var 40 procent i 1990), og i landets fattigste stat, Mississippi, tjener de mere end folk i UK, Tyskland og Canada.

USA som helhed har 30 procent højere produktivitet end EU og Canada og 60 procent højere end Japan.

Det skyldes én ting: Større frihed.

Masser af kloge mennesker fra hele verden, der hellere vil bo et sted, hvor de godt må være kloge, kan gøre ting uden at spørge kommunekontoret hele tiden, og endda kan få ros for det, spiller en rolle. Naturrigdomme spiller en rolle. Men det kunne EU også, hvis vi ville.

Men friheden har vi det svært med. Mistroen mod folk med ambitioner og/eller skøre idéer, og da SPECIELT idéer om noget, der ikke allerede er gennemreguleret, har kædeansvar og stadigt strammere straffe… dén har vi.

Selv i en helt massiv ost uden huller kan presse og befolkning finde huller og ignorere resten af osten.

Nogle gange tænker jeg for sjov på dette: Mange ting ville ikke kunne godkendes, hvis de blev opfundet i dag: Køkkenknive, gaskomfur, cykler, stearinlys, kogende vand, robåde, fiskekroge, elektricitet, opvaskemiddel, beton, asfalt, plastic osv.

Symbolet på friheden herovre lige nu er jo SpaceX og selskabets greb af det returnerende første-trin forleden.

NASA har ikke formået hverken at tænke stort eller nyt. Deres metode til en ny landing på månen er en one-off kopi af det de gjorde i 60’erne - ingen tanker om genbrug, gentagelser, endsige ambitioner.

Boeing, der skulle hjælpe, har brugt tre milliarder dollar i stedet for de lovede 200 millioner, og det virker ikke. For Boeing er et gammeldags firma, der har produktionen spredt i en masse stater, hvorfor staternes senatorer altid støtter dem. Ligesom Mærsk på Lindø, Novo i Kalundborg og pumperne på Als.

SpaceX vil placere en stor brændstofbeholder højt oppe, som man kan gentanke ved og så flyve videre til Jorden, månen eller Mars. De vil sende en kæmperaket afsted flere gange om dagen derop. Producere 1.000 af disse om året. Sende den første (ubemandede) mission til Mars i 2026, bemandet i 2028. Og så videre.

ESA’s chef havde til gengæld et indlæg i The Economist i sidste uge med det sædvanlige og forventelige indhold:

“Vi var skam engang førende med ét eller andet, som vi ikke fornyede og som nu er oldnordisk. Vi har lavet en kopikonkurrent til GPS. Vi laver projekter (!) sammen med Indien, Kina og tidligere også Rusland. Men nu, hvor det står klart, at vi er helt håbløst bagud føler jeg, en godt betalt og passiv eurokrat, at jeg må - måske ikke ligefrem GØRE noget, men dog SKRIVE noget. Og det handler selvfølgelig om, at jeg skal have mange flere penge og at vi skal kopiere amerikanerne.”

PPS: En useriøs sammenligning af træer i Californien og startups i Danmark
Vi besøgte Yosemite og lærte en del om sequoia-træer, der behøver skovbrande for at formere sig. Så tænkte vi: Efter en skovbrand får planter og buske mulighed for at dominere skovbunden - hvordan kan nye træer overhovedet trænge igennem et tykt, dækkende lag af planter og buske?

AI’en, som vi har spurgt om alt muligt på turen, havde svaret. Træer har nogle fordele og får lidt hjælp af planterne.

Men hvad gør iværksættere i et land, hvor alle andre træer end de allerstørste er upopulære, hvor folk helst vil arbejde hos de fem største eller i det offentlige, og hvor alt erhvervsliv ellers er underskov og småplanter?

Well, de kan kun lykkes i Danmark med statsstøtte (direkte og inddirekte) . Auken sørgede for at beskytte Carlsberg med hans åndssvage forbud mod dåser. Novo støtter alle læger, forskere publikationer - og insisterer på, at der skal gives statstilskud, så de kan vise de andre lande, at det gør man også i deres hjemland, selvom det reelt er imod reglerne.

Når Novo-chefen ringer til ministeren kører ministeren ud til ham, ikke omvendt. Når Mærsk-McKinney ringede var det det samme. Og så er der jo svingdøren.

Landbruget har en styrelse, der aldrig laver kontrol eller tilsyn OG altid annoncerer uanmeldte tilsyn på forhånd, så man kan nå at fjerne eller skjule ulovligheder.

Når det ikke er nok laver man tilladelser med tilbagevirkende kraft. Hvilket Folketinget åbenbart også vil lave nu med både det ulovlige kørselstilskud til MF’erne de sidste 12 år og beskatning af krypton.

Tilsynet med fiskeri gør det samme, og har snart ikke så mange fisk at holde øje med, hvilket jo er smart.

Tilsynet med industri og byggeri gør det samme.

For ellers bliver Axelborg, DI og DE og de andre superstærke lobbyister jo sure, og så er det pludseligt meget sværere at få et job hos dem.

Så ja, vi har verdensbundrekord i startups og entreprenørskab. Quele surprise. Men så længe de store får frit løb og kan få lavet en masse billigt i udlandet går det jo fint fornationen. Spørgsmålet er, hvad tilbagerulning af globaliseringen vil betyde for os.

Mere om det i mine klummer i de næste 42 år.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.