Den tyske web-hosting-gigant 1&1 Internet vil fra næste år tilbyde kunderne at købe serverkapacitet fra et nedlagt atombrandselsanlæg.
Anlægget i Hanau udenfor Frankfurt stammer fra slutningen af 80'erne og skulle oprindeligt producere brændselsstave fra beriget uran og plutonium. Men takket være vedvarende miljø-protester kom produktionen aldrig i gang, og i 1995 blev det helt opgivet af ejeren, Siemens AG.
Fra slutningen af næste år kommer der atter liv i det komplekse bygningsværk, når 1&1 gør det til base for et af Europas største datacentre med op til 100.000 servere.
Ifølge en pressemeddelelse bliver det nye datacenter grønt. Det skal nemlig baseres på vedvarende energikilder - teksten nævner dog ikke hvilke.
Serverne i det skrottede atomanlæg skal primært levere kraft til dedikerede Linux-baserede tjenester, men 1&1 håber også at få overskud til at binde an med lidt cloud-computing i fremtiden.