Den kinesiske mobilproducent Huawei er ude med et imponerende stykke mobilteknologi op til Apples årlige lancering af nye iPhones.
Selskabets nyeste topmodel, Mate XT, kan bryste sig af at byde på mere skærm end nogen anden telefon, takket været omfattende brug af foldbar skærmteknologi.
Hvor folde telefoner kun kan foldes på et led, byder Mate XT på to folder, hvilket gør, at telefonen kan klappes ud til at fungere som en tablet på hele 10,1 tommer – større end en regulær iPad.
Allerede flere millioner er solgt
Til trods for, at telefonen ikke er blevet endeligt offentliggjort endnu, er det væltet ind med forudbestillinger af telefonen, fremgår det af selskabets hjemmeside.
Mandag 9. september ved middag dansk tid, rundede Huawei tre millioner forudbestillinger.
Hvad der tilbydes de tidligere købere, og hvor meget der skal betales for den kombinerede tablet/mobil enhed, bliver først offentliggjort 10.september klokken 08.30 dansk tid, forud for salgsdebuten 20. september.
Verserende læk af enheden indikerer, at der vil være tale om en topmobil med 16 gigabyte hukommelse og enten 512 eller 1000 gigabyte lager.
Kameramæssigt bydes der ifølge netmediet HuaweiCentral på en trio af kamera på henholdsvis 12, 50 og 13 megapixels til ultra-vidvinkel-, standard- og tele-foto brug.
Som noget særligt skulle hele bagsiden af telefonen være beklædt med læder.
Telefonen vil med al sandsynlighed ikke finde nogen officiel vej til det danske marked, som Huawei har trukket sig ud af. Huawei-telefoner bliver den dag i dag stadig parallelimporteret hos enkelte danske web-shops.