Svenske Peerialism har for alvor formået at give nettet en stejl hældning. En ny torrenttracker får downloads til at suse 150 procent hurtigere ned af slisken til ens harddisk. Samtidig bruger teknikken betydeligt mindre båndbredde end den nuværende bittorrent teknologi fra 2001. Hvis fildelere går over til den nye tracker, så vil det reducere belastningen på telenettet med 20-50 procent. Netop båndbreddetyveriet har været et irritatationsmoment for teleselskaber.
Den nye tracker er baseret på OpenTracker software. Den er udviklet af Peerialism, der netop nu er i vælten, fordi firmaet er en del af Global Gaming Factorys skamskudte plan for et nyt Pirate Bay. Men sideløbende med den furora er Peerialism ved at være færdig med den nye teknik.
Hastighedsforøgelsen kommer ved at tvinge torrent trackeren til at vælge peers i nærheden af den der downloader.
"En standard Bittorrent tracker vælger tilfældige peers for dig. Det er smart, at det er tilfældige peers, fordi det giver et robust netværk, men ofte betyder det, at man downloader fra folk, der er langt væk fra en selv. Det giver langsommere download og skaber unødvendig tryk på teleselskaberne linjer. Vi har bygget en p2p algoritme, der kortlægger nettet. Derfor kan man downloade fra dem, der er tættest på en selv, og det giver downloads der er 30-150 procent hurtigere og giver 20-50 procent mindre trafik," siger Andreas Dahlström fra Peerialism til TorrentFreak.
På Torrentfreak uddyber Andreas Dahlström i kommentarerne.
Trackeren er klar til september.