Den nye generation af internet-portalen www.visitdenmark.dk skal lokke flere turister til Danmark og samtidig gøre det lettere at planlægge sin ferie. Portalen er skabt af den nationale turisme-organisation VisitDenmark i samarbejde med it-konsulenthuset Netcompany. Efter seks måneders udvikling gik den nye version af portalen online i foråret - i god tid inden feriesæsonen - og portalen kan måske tilskrives en del af æren for, at antallet af overnatninger er steget med 11 procent i denne sommer.
I de seneste år har internettet fået en central rolle for hele rejsebranchen. Det er her, vi søger den indledende information og inspiration - og det er her, vi siden booker flybilletter og overnatning og orienterer os om attraktioner og aktiviteter.
»Det er VisitDenmarks vision at gøre Danmark verdenskendt for nærværende kvalitetsoplevelser hele året, og det lever den nye portal fuldt op til: Portalen gør det nemt at finde og booke oplevelser i Danmark. Portalen er med sine 12 sprog og mange funktioner enestående i sammenligning med andre landes turistsites, fordi den guider brugerne rundt i de områder eller ferieformer, der tiltrækker dem,« siger Annette Jørgensen, internet- og online channel manager hos VisitDenmark.
Hun fortæller at organisationen kan registrere en stigning i besøgstallet på 30 procent i forhold til den gamle version af portalen. Og tallene tyder altså på, at det også er lykkes at tiltrække flere turister til Danmark.
»Den internationale konkurrence om at tiltrække turister skærpes, så vi skal fortsat gøre Danmark endnu nemmere tilgængelig og attraktiv via internettet. Derfor har Netcompany tilført portalen helt nye funktionaliteter, så brugerne med få klik kan bestille brochurer, søge lokationer og ruter via avanceret kortfunktionalitet og søge turistprodukter såsom overnatningsmuligheder og attraktioner. Derudover kan brugerne direkte fra portalen booke overnatninger, flybilletter m.v.,« siger salgsdirektør André Rogaczewski fra Netcompany.