Muhammed-konflikten er faldet til ro rundt om ude i verden. På nettet har Muhammed-hackerne også taget sig et par fridage her i weekenden. Helt præcist blev der kun hacket 19 danske hjemmesider i weekenden.
Det viser nye tal, som ComON kan præsentere.
Det er rekord for det laveste antal af hackninger i alle de seks weekender, som har været omfattet af Muhammed-konflikten. Til sammenligning blev der hacket 314 hjemmesider i sidste weekend, den 4. og 5. marts.
»På trods af tallene mener jeg, at det desværre er for tidligt at glæde sig,« siger it-sikkerhedsekspert Ulf Munkedal fra FortConsult til ComON.
Sikkerhedseksperten tror på, at der vil gå meget lang tid, før der kommer normale tilstande som før Muhammed-krisen.
»Aktiviteten ligger stadig ca 20 gange over det normale,« siger Ulf Munkedal.
Der har aldrig før i dansk historie været hacket så mange hjemmesider som under Muhammed-konflikten. Normalt bliver der hacket mellem 5 og 10 hjemmesider om ugen.