Rim foregår i år 2027. Den teknologiske udvikling er fortsat og der er sket en sammensmeltning af vestlig teknologi og
østens mystik og spiritualitet. Handlingen udspilles i Stillehavsområdet - The Pacific Rim - der er under japansk
dominans. En dominans baseret på store konkurrerende virksomhedskonglomerater.
Menneskets bevidsthed er bogens centrale tema. Der er ikke længere nogen klar afgrænsning mellem menneskets
bevidsthed og computersoftware. Den gamle cyberdrøm om at kunne downloade et menneskes bevidsthed på et
ikke-organisk lagringsmedie, eller midlertidigt i et andet menneske, er blevet virkelighed.
Der sker et systemsammenbrud i de mest besøgte dele af det populære virtuelle cyberrum, "Virtuopolis". Tusindvis af
menneskers bevidstheder, især børns, bliver fanget i den virtuelle verden og deres fysiske kroppe reduceres til tomme
skaller. Virtuopolis er blevet inficeret med en tibetansk inspireret, muterende computervirus. Ikke nok med at
bevidsthederne er fanget i cyberspace. Virusen spreder sig også til de opkoblede menneskers bevidstheder og forvandler
dem til zombie-lignende væsener.
Et af de børn, der er fanget i Virtuopolis, er søn af Frank Gobi, der har en fortid som privatdetektiv, men som nu
underviser i transkulturel organisationsantropologi og organisationel shamanisme på Berkeley Universitet i Californien,
der er en del af Tokyo Universitet.
Frank Gobi bliver fra flere sider opfordret til at undersøge sagen. Både fra Sartori-koncernen, der ejer Virtuopolis, og fra
Tara og Dorje, der har forbindelser til den tibetanske softwareindustri. Dorje har udviklet en ny systemarkitektur kaldet
Tantrix, et tibetansk virtual reality system, der kombinerer tibetanernes tradition for tantriske visualiseringsteknikker
med virtual reality-teknologi. Tantrix er et magtfuldt program, der hvis det falder i de forkerte hænder, kan bruges til at
dominere hele verden. Programmet digitaliserer bevidstheden og kan derved trænge sig ind og ændre al bevidsthed og
erkendelse. Ingen vil nogensinde være klar over det eller stille spørgsmålstegn ved det. Det ville simpelthen være den
nye kollektive virkelighed.
En af dem, der har arbejdet med på udviklingen af det tibetanske program har stjålet en avanceret version af Tantrix, der
dog ikke var helt færdigt og havde flere "bugs". Det er den, der har skabt kaos i Virtuopolis.
Frank Gobi involveres snart i en hæsblæsende jagt på forbryderne og den manglende "source code" til det nye
post-virtual reality Virtuopolis, der kan kickstarte den virtuelle verden og dermed redde de mange, hvis bevidsthed er
fanget.
Gobi rejser til Neo-Tokyo for at forsøge at opklare sagen om Virtuopolis. Her vikles han ind i den japanske
forretningsverden, dens indædte konkurrence og mange intriger . Han kæmper en kamp mod tiden. Virtuopolis holdes
kun i gang af et backup-system. Problemerne må løses inden 48 timer, hvorefter en automatisk genstart af systemet
sletter alle de bevidstheder, der findes on-line. Hvis det ikke lykkes, vil alle de mange børn, der er blevet fanget i
Virtuopolis blive permanent afkoblet og deres bevidstheder vil dermed helt forsvinde - de vil dø.
Bogens forfatter, Alexander Besher, kender østen godt. Han er født i Kina og opvokset i Japan. I dag bor han i San
Francisco og udgiver The Pacific Rim Almanac og skriver om forretningstrends i den asiatisk-pacifiske region.
Bogen er godt skrevet, og holder et højt tempo. Besher mixer på glimrende vis østens mystik og den teknologiske
udvikling til en spændende James Bond-lignende historie med dejlige kvinder, og hæsblæsende kampe både på jorden og
i rummet. Han kommer med et anderledes bud på en mulig fremtid, hvor gammel viden og ny teknologi kombineres, og
viser, hvordan en ældgammel mytologisk forestillingsverden vil kunne afspejles i den anvendelse, som den nye teknologi
får.
Alexander Besher: "Rim", Orbit, 1997.