Mange traditionelle, fysisk baserede lokale fællesskaber er langsomt gået i opløsning og forsvundet i de sidste årtier, hvor geografisk mobilitet har gjort folk rodløse, og fået dem til ikke længere at identificere sig med det sted hvor de bor. Men nye former for fællesskaber begynder samtidig at opstå i cyberspace. De virtuelle fællesskaber er en af disse nye former for fællesskaber. Et af de nyere virtuelle fællesskaber er Echo - New Yorks virtuelle salon - hvor mennesker mødes og sammen skaber og lever i et virtuelt fællesskab på godt og ondt.
Stacy Horn, der har skrevet bogen "Cyberville: Clicks, Culture, And The Creation Of An Online Town", grundlagde Echo for 6 år siden. Ud over at starte og drive Echo underviser hun i virtuel kultur på New York Universitet og holder foredrag om Internettet.
I bogen fortæller hun historien om Echo og dens ikke udelukkende virtuelle indbyggere. Det er et lille online community i New York, hvor mennesker kommer og går, elsker og hader, griner og græder på godt og ondt. Stacy Horn fortæller engageret og medrivende om Echo's virtuelle indbyggere, begivenhederne og de mange ting, som hun har lært undervejs.
Horn mener ikke, at cyberspace er det nye utopia. Internettet er et medie, og det bruges af mennesker. Det der sker i cyberspace afspejler på godt og ondt det, der sker alle steder, hvor mennesker mødes. De mange, der søger utopia, bliver som regel skuffede, når det viser sig, at mennesker hverken er værre eller bedre online end de er offline.
På Echo er det ikke muligt at være anonym, og det er en af de ting, som Stacy Horn mener er nødvendige for at et virtuelt fællesskab skal fungere. Som hun siger: Hvordan kan man skabe et fællesskab og fortælle sine historier til folk, som man ikke kender. De virtuelle fællesskaber, hvor man kan forblive anonym, sammenligner hun med computerspil, hvor det hele bare er en leg og hvor man kan koble sig på under forskellige navne. Man skal stå ved sine ord med sit eget navn. På den måde er man ansvarlig for sine ord, og måske endnu mere vigtigt, så giver det mulighed for venskaber der eksisterer også udenfor Echo.
Folk tager deres virkelige liv, deres personlige dramaer og bringer dem med ind i cyberspace. Folk kommunikerer stort set på samme måde online, som de gør offline. Ifølge Stacy Horn går vi netop online for at fortælle vort livs historier, de mange små historier, som vi beretter igen og igen. Hver gang vi fortæller dem forstår vi en lille smule bedre hvem vi er, og hvad der egentlig skete. Gamle historier og nye historier bliver opført og udlevet. Cyberspace er en slags elektronisk teater, hvor vi udforsker og forklarer os selv.
En lille by er en lille by, uanset om den er online eller ej. Alle kender alle og sladderen er det, der er med til at få det hele til at hænge sammen. Kan man lide stedet så bliver man, kan man ikke lide stedet så flytter man.
Mange tror at cyberspace er stedet hvor alle er velkomne til enhver tid. Men som alle andre steder, hvor mennesker mødes, så tager det tid at lære folk at kende, at stole på folk, at åbne op for folk. Derfor er cyberspace også et sted, hvor det at lære andre mennesker at kende er noget man skal arbejde for. Der er ingen genveje til venskab og nærhed - heller ikke i cyberspace.
Som ethvert andet sted hvor mennesker mødes og omgås, opstår der fra tid til anden konflikter. Cyberspace er ingen undtagelse. Det er i konflikten at ethvert fællesskab for alvor finder ud af hvad det er og hvad det ikke er. Det er netop i den proces, hvor man definerer sig selv, at fællesskabet for alvor opstår og får sin egen særlige karakter.
Stacy Horn tager fat om mange af de spørgsmål der har rejst sig på Echo og været med til at forme det lille online community. Et af de mange problemer der opstår, når man laver et online community er at man giver folk et sted hvor de kan udtrykke sig, og nogle har et stort behov for at udtrykke sig om alt og alle. Til forskel fra i den fysiske verden, hvor man kan gå over i den anden ende af lokalet, har man ikke de samme muligheder for at gå andre steder hen.
Horn tager til genmæle overfor dem der mener at "anything goes" i cyberspace, fordi ord bare er ord. Men ord er ikke bare ord. Ord er hvad der er i cyberspace. Det er med ord der skabes fællesskaber, det er med ord folk kommunikerer, bliver glade, bliver kede af det, elsker og hader, bliver venner og uvenner - kort sagt: ord er handling i cyberspace.
Man må forholde sig til, hvad ytringsfrihed er. Hvad må man ytre sig om? Hvordan? Skal der laves regler om hvad folk må og hvad de ikke må? Hvem skal bestemme det? I givet fald, hvilke regler? Stacy Horns svar er, at der skal laves så få regler som overhovedet muligt, men at man heller ikke skal finde sig i alt. Personlige angreb og hadske angreb på befolkningsgrupper falder udenfor hvad hun ønsker på Echo.
Stacy Horn er sin bog godt selskab, mens hun, på de lidt over trehundrede sider, småsladrende - i ordets bedste betydning - fortæller om livet i den lille elektroniske by kaldet Echo. Læseren bliver indviet i Echo's mange personligheder, deres små særheder, interesser, venskaber og uvenskaber, kærlighedshistorier og meget, meget mere. Stacy Horn lader også de andre Echoider komme til orde i bogen med uddrag fra diverse ordvekslinger fra Echo.
Stacy Horn har skrevet en spændende og medrivende bog, som alle der overvejer at blive en del af et online community eller selv ønsker at starte et, bør læse. Den er fyldt med gode historier, masser af inspiration og mange gode råd til hvordan man håndterer livet i et online community.
Er du interesseret i at høre mere om Stacy Horn's erfaringer med Echo, kan du læse et interview med hende på adressen:
www.pathfinder.com/twep/warner_books/authors/stacy_horn/interview.html" target="_top">www.pathfinder.com/twep/warner_books/authors.
Stacy Horn "Cyberville:Clicks, Culture, And The Creation Of An Online Town" Warner Books 1998.
