Symantec har lanceret en betaversion af en bot-finder, som er i stand til at afsløre og bekæmpe ondsindet virus, som i værste fald kan give ondsindede it-kriminelle mulighed for at fjernstyre pc'er til at fungere som for eksempel spamserver.
Programmet hedder Antibot og skal hjælpe brugeren med at identificere trusselsniveauet og se på de forskellige informationer, som køres fra programmer installeret på computeren. Desuden kan programmet gennemskue ændringer i computerens registry-konfigurationer, og efterfølgende analysere de internetsider, dine programmer kobler sig op på.
Symantec har primært tænkt programmet til at køre i baggrunden og holde øje med, hvordan de forskellige applikationer opfører sig.
Sikkerhedsfirmaet tilbyder alle interesserede muligheden for gratis at hente programmet. Den egentlige udgave af Antibot forventes at være klar i løbet af juli.
Du kan læse mere om programmet og downloade betaversionen af Antibot ved at klikke her.