Hvor går grænsen går, hvad man må skrive på Facebook? Det er ikke kun politibetjente, soldater og sagsbehandlere i det offentlige, der nemt kan komme til at gå over stregen med deres indlæg i nettets sociale netværk. Det gælder også for læger og andre ansatte i sundhedssektoren. En ny undersøgelse, der er publiceret i det amerikanske Journal of the American Medical Association, sætter fokus på netop dette problem.
Den viser, at mange medicinstuderende lægger fortrolige persondata ud i sociale netværk og private blogs. Der er typisk ingen navne på patienterne, men de enkelte sager bliver omtalt så detaljeret, at den enkelte alligevel kan identificeres af sine pårørende. Hele 60 pct. af de medicinske undervisningsinstitutioner i USA har oplevet at studerende lægger upassende indhold ud på nettet.
Det kan være detaljerede beskrivelser af sygeforløb, hvor patienterne tilmed må lide den tort at blive lattergjort at de lægestuderende.
Og det er ikke kun patienterne, der ofte bliver fremstillet i et mindre flatterende lys på Facebook. Det samme gør de studerende selv, som i stort omfang lægger "uprofessionelle" oplysninger ud på Facebook, som diskriminerende ytringer (48 pct.), fotos fra egne drukture (39 pct.) og seksuelt eksplicit materiale (38 pct.).
To ud af tre af de medicinske undervisningsinstitutioner, der rapporterer om denne type sager, har reageret med advarsler og 7 pct. har smidt studerende helt ud.