Ifølge avisen Daily Mail vil kapitalfonden Blackstone opkøbe Vodafone. Den britiske avis skriver, at Blackstone, en af de fem investorerer bag NTC som købte TDC, har givet et bud på Vodafone på 168 milliarder dollars, svarende til 1036 milliarder danske kroner.
Blackstone udgør sammen med Permira, KKR, Providence og Apax, kapitalfonden NTC som købte TDC. NTC betalte ialt 76,5 milliarder kroner for TDC, et noget mindre beløb end det Blackstone nu efter sigende har budt for Vodafone.
Daily Mail skriver, at amerikanske Verizon Communications Inc. og spanske Telefonica SA sammen med Blackstone vil dele Vodafones 100 millioner kunder. Verizon skulle tage de amerikanske og Telefonica de europæiske.
»Vi ved intet om denne handel,« oplyser talskvinde Sophia Harrison fra Blackstone til Bloomberg.
(Kilde: Berlingske Business)