Den kendte it-investor Asger Jensby mener, at han er blevet ført bag lyset af konkursboet bag Netkoncept, som han købte i maj 2006.
Ifølge dagbladet Børsen mener Asger Jensby ikke, at han skal betale et gældsbrev på 17,5 millioner kroner, som fulgte med i købsaftalen, og derfor vil han ikke stå ved handlen.
I stedet mener Asger Jensby, at han kun skal betale en halv million kroner for selskabet. Det sker efter at selskabet har tabt 126 millioner kroner. Det har medført at it-milliardæren i det nye Netkoncept-regnskab har nedskrevet gælden med 17 millioner kroner.
»Vi har lavet en totalafskrivning på 160 millioner kr i JMI Invest - alene på Netkoncept,« siger Asger Jensby til Børsen.
Men kurator og advokat Jørgen B. Elmer, der bestyrer det oprindelige Netkoncepts fallitbo, står uforstående overfor Asger Jensbys trusler og vrede:
»Vi havde en aftale med ham om, at han købte til en given pris og til nogle givne vilkår. Nu siger han så, at det er for dyrt og han derfor har anlagt en voldgiftssag. Den må vi tage derfra.«