SiPix har startet salget af sin nye Pocket Printer, der som navnet antyder er en lille mobil printer, lige til at have i tasken. Pocket Printer er optimeret til Palms håndholdte computere og modtager data gennem en infrarød irDA-port.
Med en størrelse på 10,8 x 14,9 centimeter er der ikke plads til tonerkassetter eller patroner, og Pocket Printer anvender derfor den såkaldte Thermal-Transfer teknik. Den anvender specielle papirruller på 10,5 x 200 cm, men kan også udskrive på enkeltark.
Producenten oplyser at den mobile printer kan klare to A6-sider i minuttet med en maksimal opløsning på 400 x 400 dpi (dog højest 1.500 dots per linie).
Printeren kan også tilsluttes en bærbar computer gennem et serielt kabel. Drivere til Palm OS 3.x og Windows 98, ME og 2000 følger med. I USA kan printeren købes for 150 dollar.
(Kilde: tecchannel)