Britiske forskere fra Cambridge University har testet om 16 populære internet-tjenester fjerner dine billeder når du har slettet dem. Og resultatet er nedslående. En stor del af tjenesterne gemmer fortsat dine billeder, selvom du har trykket på "Slet".
Forskerne uploadede først billeder til tjenesterne og noterede herefter web-adresserne hvor billederne lå gemt. Herefter slettede de billederne. Men alligevel var det stadig muligt at finde billederne hos syv tjenester - herunder Facebook - ved at indtaste web-adresserne.
Facebook fortæller ellers, at slettede billeder fjernes med det samme. Men forskerne mener, at deres eksperiment demonstrerer, at mange internet-firmaer ser stort på brugernes privatsfære.
Hos Facebook forsvarer man sig, at der kan gå noget tid inden de slettede billeder forsvinder fra selskabets Content Delivery Network, hvor de ligger gemt indtil de bliver overskrevet.
Fototjenester som Flickr og Googles Picasa klarede sig bedre i testen, og hos Microsofts Windows Live Spaces forsvandt billederne med det samme.