Apple karismatiske topleder Steve Jobs har gennemgået en operation for at få fjernet en kræftsvulst i sin bugspytkirtel. Ifølge en e-mail-meddelelse fra Jobs selv blev svulsten opdaget på et tidligt stadium, så der ikke bliver behov for efterbehandling i form af røntgenstråler eller kemoterapi.
Steve Jobs forventer at blive fuldt restitueret efter i løbet af august måned, og han planlægger at vende tilbage til sin toppost i Apple - og i Pixar Animations Studio - til september.
Steve Jobs, som i dag er 49 år, grundlagde Apple sammen med sin studiekammerat Steve Wozniak i 1976. I 1984 lanceredes Macintosh, som var den første kommercielt succesrige computer med grafisk brugerflade.
Steve Jobs forlod Apple i 1985 efter uenigheder med bestyrelsen, men vendte tilbage til et kriseramt Apple i 1997. Med introduktionen af blandt andet iMac fik han bragt leverandøren på fode igen.