Ifølge en rapport fra sikkerhedsselskabet Internet Security Systems er antallet af fundne softwaresårbarheder på 725 i årets tredje kvartal dalet en anelse i forhold til andet kvartals 727 fundne software-sårbarheder.
Derimod er antallet af nye vira steget med 26 procent i perioden fra juli til september sammenlignet med perioden fra april til juni i år. Der blev opdaget 823 nye vira i årets tredje kvartal.
»Tidsintervallet fra en sårbarhed opdages til den bliver udnyttet fortsætter med at falde, hvilket giver virksomheder endnu mindre tid til at finde ud af, hvordan man kan forhindre, at den udnyttes til angreb,« meddeler Chris Rouland, direktør hos Internet Security Systems.
Denne tese stemmer overens med en tidligere rapport udformet af Symantec.
Til trods for at tallene for årets tredje kvartal viser en vækst i antallet af internetangreb, mener The Computer Emergency Response Team (CERT), at årets samlede antal af internetangreb vil være lavere end 2002.
Holder det stik, bliver det første gang i internettets historie. I perioden mellem 1999 og 2002 er antallet af sårbarheder, der er registrerede hos CERT, fordoblet hvert år.