Takket være Scott Fahlman kan uønskede reklame e-mails - såkaldt spam - snart blive en dyr fornøjelse for de firmaer, der sender dem ud. Fahlman har lavet en protokol, der gør det muligt at opkræve penge af spammerne, skriver Vnunet.
Fahlmans protokol, der blev offentliggjort i IBM's »System Journal«, åbner mulighed for, at man ved hjælp af software kan opkræve gebyrer for både indkommende e-mails og telefonopkald. Venner, familie og kontaktpersoner, kan tildeles såkaldte »interrupt tokens«, der omgår systemet, så de ikke belastes af betalingen.
»Betalingen kompenserer for min irritation og for min tid. Nu vil det koste spammerne noget at genere mig,« skriver Fahlman i magasinet.
Scott Fahlman er i øvrigt ikke en hr. hvem-som-helst. Han er manden, der i sin tid opfandt internet smiley'en - det såkaldte emotikon.