IBM har solgt sin Internet-division Global Network til den amerikanske telegigant AT&T for fem milliarder dollars i kontanter. Global Network har 35.000 store erhvervskunder og en million Internet-brugere i over 100 lande. AT&T vil med købet udbygge sin position indenfor Internet-adgang og andre datatjenester, mens IBM fremover vil satse på sine kerneområder, salg af software, hardware og konsulentydelser til virksomheder. IBM meddelte allerede for flere måneder siden, at firmaet ville sælge netværks-divisionen og fokusere på mere snævre forretningsområder.
Med i handlen er også en outsourcing aftale på i alt 9 milliarder dollars. Udover købet af Global Network overtager AT&T også 5000 nuværende ansatte fra IBM og en kontrakt på fem milliarder dollars for at administrere IBMs interne datanetværk i fem år. IBM får fem milliarder dollars, 2000 af AT&Ts nuværende ansatte samt en aftale om at IBM skal løse administrationsopgaver for AT&T i de næste 10 år mod et beløb på fire milliarder dollars.