Forsinkelser er ikke en nyhed, når det gælder operativsystemer, og slet ikke, når det er Microsoft som er leverandøren. Ingen Windows-version uden forsinkelser, kunne man fristes til at sige, og meget tyder da også på, at efterfølgeren til Windows 2000 i det mindste i denne henseende lever op til forventningerne.
Analysefirmaet Gartner Group har bidt mærke i, at Windows Whistler især er blevet markedsført på sin nye brugergrænseflade. Den traditionelle genvej til en hurtigere produktlancering - nemlig at sende programmet på markedet med næsten uændret eller skrabet brugergrænseflade - ligger dermed ikke åben for Microsoft.
Trods løfter om det modsatte har den første "public beta" endnu ikke set dagens lys, og Gartner forudsiger på den baggrund, at Windows Whistler skrider fra tredje til fjerde kvartal næste år. Det er endda meget sandsynligt, at Whistler ikke kan købes før første kvartal 2002.
(Kilde: The Register)