Ifølge magasinet Mobil skulle en dansk opdatering til Orange SPV være kommet i midten af december. Opdateringen gør, at styresystemet i telefonen bliver dansk-sproget. Men her i starten af januar er der stadig ikke kommet nogen opdatering.
Ifølge magasinet Mobil, der talte med Orange i starten af december, var opdateringen på det tidspunkt lige på trapperne. Blot var der enkelte mindre »fejl« der skulle luges ud.
Orange SPV'en er baseret på Miocrosofts SmartPhone 2002 styresystem, som indtil videre kun eksisterer på engelsk. Opdateringen oversætter styresystemet til dansk, så de mindre engelsk-kyndige ejere af SPV'en får fuldt udbytte af telefonens funktioner.
Rygterne siger ifølge magasinet at opdateringen bliver tilgængelig i løbet af uge 3 eller 4. Til den tid vil opdateringen kunne hentes via den indbyggede opdateringsfunktion i SPV'en.