20 - 25 milliarder kroner. Så mange penge er de danske elselskaber i øjeblikket ved at investere i projekter, der skal give især befolkningen på landet bredbånd. I sit salgsarbejde over for den undrende offentlighed fremstiller elselskaberne det, som om at befolkningen ude på landet sidder og vansmægter og kun venter på, at elselskaberne som en frelsende engel kommer forbi med fiberkablerne.
Men sådan forholder situationen sig langt fra. En dugfrisk rapport fra EU-Kommissionen taler sit tydelig sprog. Adgangen til bredbånd er lige så stor på landet som i byen. I mange andre EU-lande er der et efterslæb på landet - men ikke i Danmark.
Samtidig tonede et af de elselskaber, som allerede har forsøgt sig med bredbåndstilbud, fornylig rent flag. Interessen er ganske enkelt ikke så stor, som elselskaberne går og tror og baserer deres forretningsplaner på, lød budskabet fra elselskabet ELRO.
Mens vi går og venter på den imødesete kulegravning af elselskabernes milliardinvesteringer fra Konkurrencestyrelsen, må sådanne udmeldinger give politikerne stof til eftertanke. Risikerer pengene at være kastet ud af vinduet, hvis forudsætningerne for de forkromede forretningsplaner ikke er tilstede? Det kan kun tiden vise, hvis ikke der skrides til politisk handling.