Man lærer bedst gennem leg.
Den erfaring har mange undervisere gjort sig gennem tiden, og nu har Microsoft også ladet sig inspirere af påstanden. Derfor har udviklere i Microsofts legestue opfundet Ribbon Hero.
Navnet Ribbon Hero er tydeligvis inspireret af de populære Guitar Hero-spil. Men her stopper sammenligningen. I Ribbon Hero handler det ikke om rytmesans. Det handler om Office-pakken. Og om at blive bedre til at bruge programmet.
Navnet ”ribbon” henviser til den gennemgribende layoutændring, som blev indført med lanceringen af Office 2007. Her fik de traditionelle menuer i toppen af programmet en helt ny brugerflade. En brugerflade der af nogen er blevet kritiseret for at være ulogisk og unødigt stor.
Spil dig god
Om der er en bevidst sammenhæng mellem kritikken og det nye spil fremgår ikke hos Microsoft Office Labs, der har stykket Ribbon Hero sammen. Men ifølge udviklerne skal spillet kunne forbedre brugernes viden om Office-pakken og dermed styrke deres produktivitet.
Brugere af tidligere Office-pakker vil sikkert trække paralleller mellem Ribbon Hero og den påtrængende Clippy, der forsøgte at hjælpe brugerne, men ofte endte med at gøre præcis det modsatte.
Men det nye spil er noget mindre anmassende. Spillet opfordrer kort sagt til, at man dykker dybere i Office-pakkens mange muligheder. Kan man ikke finde ud af at udføre en opgave, kan man hente hjælp i øverste højre hjørne. Og i takt med at man udforsker programmernes funktioner optjener man point. Bliver man konkurrencelysten kan man blære sig via Facebook og udfordre sine venner.
Nogle af opgaverne er tydeligst forklaret i denne video:
Ribbon Hero fungerer i Word, PowerPoint, og Excel 2007/2010 og kan hentes på denne adresse.