Det sidste nye fra The Internet Entertainment Group er et web-sted kaldet OnlineSurgery.com, hvor man kan se plastikkirurgi transmitteret live over nettet. Folk inviteres til at sende et brev, hvori de skal redegøre for, hvorfor de mener, at de har brug for kirurgi. Et hold på seks kirurger vurderer brevene. De heldige vindere får så tilbudt gratis kirurgi, som vil blive vist live fra siden. Interessen er allerede stor. OnlineSurgery.com gik online for en måned siden, og har allerede vist flere operationer, bl.a. folk der fik gjort brysterne større og en fedtsugning. De hidtil udførte operationer kan ses i arkivet. Der er også planer om at vise fødsler og anden form for kirurgi.