Artikel top billede

Nørden der fandt vej

Peter Brodersen har skabt en lille revolution med hjemmesiden Findvej.dk. Mashup-kortet er blevet en favorit hos mange danskere, men hjemmesiden var egentlig bare et eksperiment. Og mashup-eksperimenter er der mange af hos den danske programmør.

Peter Brodersens kalder sig selv for en datanørd. Og det har han nok ret i.

Han elsker at kaste sig over store mængder data og finde nye måder at bruge eller fremstille dem på.

Det har med tiden ført til en lille konkurrent, der kan stjæle opmærksomhed fra De Gule Sider, Eniro og Krak.

Konkurrenten hedder Findvej.dk og det imponerende ved Findvej.dk er, at tjenesten udelukkende er et kludetæppe af allerede eksisterende data.

Peter Brodersen startede FindVej.dk i 2006. I dag er det grundstenen i hans firma Korruption, hvor han tilbyder programmerings-ekspertise. Primært centreret omkring databaser og geografisk information.

»Det er mere en showcase, end det er en forretning,« siger Peter Brodersen.

»Siden skal primært bruges til at vise konkrete teknologier og nogle idéer til, hvordan de kan anvendes. Jeg kunne jo bruge hele mit liv på at tage rundt og fortælle folk, hvor gode idéer jeg har. Men det er meget lettere at vise Findvej.dk frem. Der kan jeg konstruere nogle eksempler. Og så er det ærlig talt lidt sjovere,« siger Peter Brodersen.

Men hvad er det helt præcist FindVej går ud på? I korte træk er det på hjemmesiden muligt at finde danske adresser og ruteanvisninger til dem. Som en ekstraservice trækker Peter Brodersen data fra fødevarekontrollen, så man kan se de aktuelle smiley-bedømmelser for spisesteder. Seneste tilføjelse er muligheden for at se links til Wikipedia-artikler, der knytter sig til de viste kort. Men da hjemmesiden blev åbnet op i 2006, var der hverken tænkt på specielle funktioner eller at gøre korttjenesten til et forretningsområde.

Ud af ingenting

Dengang så han bare en mulighed i at kombinere Googles kortgrafik med adresseopslag hos Kort- og Matrikelstyrelsen.

»Jeg var bare en nysgerrig tekniker, der mente, at der måtte være en måde at præsentere de mange data på,« indrømmer Brodersen.

At han er nysgerrig stråler ud af de projekter, som han sidenhen har søsat med udgangspunkt i FindVej.dk. For eksempel denne, hvor data fra Rejseplanen bruges til at illustrere stoppesteder på et kort. Eller denne hvor kortet bruges til at illustrere Wikipedia-artikler, som mangler billeder. På den måde er det lettere at finde de steder, der skal affotograferes. Et tredje projekt er dette, hvor listen over affaldssteder gøres overskueligt.

»For mit vedkommende handlede det om at formidle noget fra den virkelige verden. Jeg ville gerne lave noget, der havde "noget med noget at gøre". Jeg er jo lidt af en fagnørd, så jeg kunne sagtens lave en eller anden akademisk løsning, så min mor og søskende kunne sige: Det er flot, Peter. Men nu kan de jo se, at det faktisk kan bruges til noget«.

»En væsentlig pointe for mig er at udfordre mig selv ved ikke at bruge ressourcer på selv at producere data fra bunden af. Noget data, som for eksempel Wikipedias informationer om, hvor Den Lille Havfrue eller Den Gamle By ligger, er oplagt for mig at implementere som en del af den almindelige søgning, så opslagene ikke er begrænset til adresser. Det er altså en fri, selv-opdaterende ressource af steder, som ville være uoverskuelig selv at skulle oprette og vedligeholde fra bunden af. Det kan godt være at det tager lidt tid, det her er et eksempel på, at man kommer langt med meget få elementer,« siger Peter Brodersen.

Gennembrudet

Interessen for FindVej.dk er steget stødt siden starten. Med et ikke eksisterende budget til markedsføring valgte Peter Brodersen en anden metode.

»Jeg er gået efter at få opmærksomhed fra bloggere, græsrødder og andre med en teknisk interesse. Ganske simpelt fordi jeg mente, at hele idéen med Findvej ville appellere til de avancerede brugere men også fordi de ville være gode ambassadører til at sprede budskabet til andre med knap så meget teknisk interesse,« fortæller Peter Brodersen.

Den taktik gav bonus i begyndelsen af 2007. Der kom Krak i strid modvind blandt hjemmeside-ejere, da firmaet begyndte at sende regninger til virksomheder, der brugte Kraks kort på sine hjemmesider.

De omstridte regninger fik en større portion af debattørerne til at henvise til FindVej, der i de fleste tilfælde kunne bruges som et gratis alternativ, hvis man ønskede at henvise til en adresse. I den efterfølgende periode gav en omtale i Ekstra Bladet 50.000 besøg til FindVej.dk. I øjeblikket er der 1.500 aktive direkte links til Findvej.dk. Selv om Peter Brodersen faktisk ikke er ene om kort/data-integration.

Men FindVejs fader er ikke selv meget for at nedgøre konkurrenten, som han også bruger i situationer, hvor FindVej.dk kommer til kort.

»Krak gør mange gode ting, og har lavet nogle tiltag som skråfoto og satellitbilleder i de seneste par år. Jeg bilder mig dog ind, at jeg har været med til at få kort ned i menneskehøjde, og vist at tingene kan lade sig gøre. Det virker som om, at jeg har skubbet dem i gang,« siger Peter Brodersen med smil i stemmen.

Faktisk blev han inviteret på en uformel kop kaffe hos Krak-ledelsen, da hele link-postyret stod på. Men det blev kun til en snak om teknik - ingen jobtilbud.

Det lader heller ikke til, at hans syn på korttjenester stemmer overens med de store konkurrenters.

»Jeg tror, man lyver for sig selv, hvis man tror, det giver brugerne en bedre oplevelse, hvis man tilbyder dem at sende blomster eller gavekort, når de er inde for at finde en adresse. For det er jo slet ikke derfor, de er på siden. Jeg kan se, at mine brugere er på Findvej.dk i utrolig kort tid. Få sekunder. Men det er et succeskriterie for mig. For det er det bedste bevis for, at siden fungerer som den skal. Folk kommer for at finde en information, og så har de ikke behov for at være på siden længere,« siger Peter Brodersen, der netop har taget et deltidsarbejde hos Mybanker.dk.

For selv om FindVej og det medfølgende arbejde med databaser og kort er hans passion, så kan det ikke betale alle regninger endnu. Men "Projekt FindVej" fortsætter.


»Det handler jo om den klassiske iværksætterdrøm. At man gerne vil sætte sit præg på verden. Og så er det jo et område, jeg brænder for, og et område i en rigtig spændende udvikling,« fortæller Brodersen

»Jeg har 8-10.000 besøgende om dagen, og hvis jeg kigger på FDIMs liste, så svarer det til en plads 50, og det er jeg faktisk ret stolt af,« siger Brodersen.

»Det, jeg er mest stolt over, er, at jeg har lavet noget, som alle andre også kunne have lavet. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken. Det er ganske almindelig web-teknik.«



Læs mere om Peter Brodersen her. Listen over alle hans andre projekter finder du her:




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere