Bredbåndsselskabet ComX har onsdag meddelt, at selskabets kapitalgrundlag er blevet sikret, i forbindelse med at ejendomsspekulanten Jørgen Jørgensen er indtrådt i selskabet som ny hovedaktionær. Det betyder et endeligt farvel til den tidligere direktør Dennis Rohde, der både har solgt sin aktieandel og er udtrådt af ledelsen.
»Det hele er faldet på plads i går, og det er selvfølgelig rart, at der kommer ro over tingene. Men det kommer jo ikke som nogen overraskelse, for det er klart, at vi har et godt og sundt selskab, der bare har brug for arbejdsro,« siger den nyvalgte bestyrelsesformand og tidligere direktør i PBS, Poul Bundgaard, til ComON.
Han forklarer, at ejerforholdene fordeler sig, så Jørgen Jørgensen ejer lige over 50 procent af aktierne i ComX, og den konstituerede direktør Henrik Ottensten ejer lige under 50 procent af aktierne.
Den næste opgave bliver nu at finde en ny direktør, og det håber Poul Bundgaard kan ske allerede inden jul.
»Vi er i gang med at finde en daglig ledelse. Som det er nu, tror vi, at vi har en løsning inden jul, men man skal jo passe på med at sige noget, for inden der er blæk på papiret, kan alting ske - men det er det, vi stiler mod,« siger han.