Med Shgs køb af Itbutikken skabes en online forretning med en forventet omsætning på over en halv milliard kroner. En butik af den størrelse er klar til at tage kampen op mod Komplett og Dustin, hvis de beslutter sig for at gå i land i Danmark.
»Volumen er helt afgørende, så Shg kommer til at stå stærkt,« fortæller Søren Nørbjerg, der er partner hos rådgivningsselskabet Advizer.
Søren Nørbjerg var rådgiver for Itbutikken i forbindelse med salget til Shg og har et godt indblik i de to virksomheder.
»Shg har taget et væsentlig skridt til at blive den dominerende spiller på markedet. Mens Midt Data nu bliver den lille,« lyder det fra Søren Nørbjerg.
Det danske online marked er hårdt presset, og hvis Dustin og Komplett entrer markedet vil det blot blive sværere for de mindre butikker.
»Det er et spørgsmål om at indrette sig efter markedet og derved overleve. Hvis der er to mere, der presser i markedet, så bliver det nok Shg, der overlever, mens de mindre dør, og jeg tror Midt Data vil få det svært,« siger Søren Nørbjerg.