Den tredje generation

Nøgleordet for fremtidens mobile Internet hedder 3G.

Den tredje generation af mobilnetværk - også kendt som 3G - sender data med en hastighed, der langt overstiger almindelige modemer og ISDN-forbindelser. Elektronisk post, databaseadgang og informationssøgning er blot nogle af mulighederne; streaming video, musik og videokonferencer over mobiltelefonen hører til de mere fantastiske applikationer, som vil gøre telefonen til mere end blot et samtaleværktøj.


Med en almindelig GSM-mobiltelefon kan der maksimalt overføres 9.6 kbit/s. Det er seks gange mindre end et almindeligt pc-modem eller en ISDN-kanal. Den langsomme hastighed begrænser mulighederne dramatisk; den nye Wireless Application Protocol (WAP), som er designet til smalle GSM-netværk, viser at det alligevel er muligt at udvikle brugbare applikationer trods den manglende båndbredde, men de spartanske WAP-sider ligger langt fra de farverige multimedie-applikationer, som vi er blevet lovet i mange år.


I denne artikel kigger vi nærmere på de nye teknologier, som skal gøre det muligt at overføre data hurtigere over mobile netværk. HSCSD har eksisteret i flere år, men er først nu ved at finde vej til markedet. GRPS og EDGE er teknologier, som bygger på det eksisterende netværk og presser større båndbredde ud af de nuværende installationer. UMTS er 3G-teknologien, der om et par år skal revolutionere den mobile hverdag.


HSCSD


Den nemmeste løsning, hvis man behøver større båndbredde på mobile netværk, er at kombinere flere linier til samme forbindelse. Metoden kendes også fra ISDN, hvor man kan kombinere to 64 kbit/s kanaler og opnå en hastighed på 128 kbit/s. High-Speed Circuit Switched Data (HSCSD), en teknologi der allerede blev introduceret i 1998, udvider det eksisterende mobile GSM-netværk ved at kombinere op til fire 9.6 og 14.4 kbit/s kanaler (også kaldet timeslots). Den maksimale båndbredde er dermed 57.6 kbit/s, der stort set svarer til en almindelig modemforbindelse eller ISDN B-linie.


I Danmark er Sonofon og Tele Danmark de første mobilselskaber, som markedsfører denne service under betegnelsen High Speed Data (HSD). Det er dog ikke alle mobiltelefoner, der understøtter HSD og muligheden for at samle flere kanaler. Men selv med en enkelt kanal kan båndbredden forøges fra 9.6 kbit/s, som er standard på GSM-netværket, til 14.4 kbit/s. Nokia 9110, 7110 og Nokia DataSuite kan eksempelvis maksimalt overføre 14.4 kbit/s, fordi de ikke kan benytte flere kanaler.


Sonofon giver mulighed for at overføre op til 57.6 kbit/s, afhængigt af belastningen på telefonnettet, mens maksimumhastigheden hos Tele Danmark Mobil er 38.4 kb/s. Prisen for det specielle High Speed Data abonnement er 700 kr. i oprettelse og 300 kr. i kvartalsafgift hos Sonofon. Hos Tele Danmark er High Speed Data inkluderet i det almindelige MobilData-abonnement, der koster 240 kr. i abonnement per kvartal.


I årets anden halvdel vil Tele Danmark Mobil sætte hastigheden på High Speed Data op til 57.6 kbit/s.


GRPS


Dagens GSM-system er skræddersyet til almindelige telefonopkald, og egner sig kun i begrænset omfang til datatransmission. I modsætning til Internet og lokale netværk, hvor datapakker sendes frem og tilbage mellem modtager og afsender, reserverer GSM-systemet en fast linie til samtalen. Selvom du holder en tænkepause og ikke siger noget, optager du alligevel båndbredde på mobilnetværket. Et pakke-orienteret system som Internet fungerer helt anderledes; der reserveres kun den båndbredde, som rent faktisk behøves for at overføre data.


GSM er bedst til samtaletrafik, hvor selv den mindste forsinkelse og forstyrrelse gør sig uheldigt bemærket, mens systemer som det pakkeorienterede General Radio Packet Service (GRPS) er målrettet mod datatrafik, hvor små forsinkelser betyder mindre, mens der kræves størst mulig båndbredde.


Forskellen mellem circuit switched (GSM) og packet switched (GRPS) kan sammenlignes med en flersporet motorvej. Under GSM bliver sporet på hele strækningen, fra startpunkt til slutpunkt, reserveret til dig, og ingen andre biler kan komme ind på denne vejbane, så du kan være sikker på at nå frem til tiden, uden at skulle holde i kø eller sænke farten undervejs. GRPS fungerer som en almindelig motorvej, hvor du deler spor med alle andre bilister, og derfor kan løbe ind i forsinkelser på strækningen; til gengæld glider trafikken langt hurtigere og kapaciteten udnyttes bedre.


Båndbredde kan reserveres selektivt, fra 100 bit/s til over 100 kbit/s, afhængig af den applikation, som man arbejder med. Mobilfirmaet Nokia nævner applikationer som e-mail, web-surfing, video og dokumentdeling til eksempler på de tjenester, der kan tilbydes under GRPS.


Systemet kræver at mobilnetværket skal opgraderes og at den enkelte mobilbruger anskaffer en ny GRPS-telefon. Det endelige gennembrud kommer sandsynligvis ikke før i 2002 eller 2003. I Danmark planlægger Tele Danmark Mobil at installere et GRPS-netværk i anden halvdel af år 2000. Med den nye service vil man kunne overføre data med op til 115 kb/s.


EDGE


Enhanced Data Rates for GSM Evolution (EDGE) er en opgradering til GSM og GRPS, der tillader en højere båndbredde på bekostning af et mindre dækningsområde. EDGE-opgraderede netværk, kaldet Enhanced Circuit Switched Data (ECSD) og Enhanced General Radio Packet Service (EGRPS), kan overføre over 400 kbit/s. Det er hastigheder, som nærmer sig 3G-teknologien UMTS, men EDGE er rettet mod mobilselskaber, der enten ikke har en UMTS-licens eller ikke ønsker at opgradere deres netværk til den nye teknologi.


I modsætning til f.eks. UMTS kræver EDGE ikke, at brugeren skal anskaffe en ny mobiltelefon, og det er forholdsvis let for mobilselskabet at opgradere sit netværk til EDGE. Man skal dog anskaffe sig en ny EDGE-mobiltelefon, hvis man vil udnytte de nye tjenester og den fulde båndbredde. Mulige applikationer er ifølge Nokia streaming audio og video, filoverførsel, e-mail og web-surfing. Teknologien kommer sandsynligvis på markedet i 2001.


UMTS


Den nye Universal Mobile Telecommunications System (UMTS) er en ægte 3G-teknologi, baseret på GSM og Wideband Code Division Multiple Access (WCDMA), og skal i 2002 afløse det efterhånden forældede andengenerations GSM-system. UMTS giver hastigheder på op til 2 mbit/s eller næsten 40 gange mere end et normalt pc-modem. Den fantastiske båndbredde kan udnyttes til lyd- og videotransmissioner, filoverførsler og adgang til multimedietjenester på Nettet. UMTS kræver ikke kun nye mobiltelefoner, men betyder også, at hele mobilnettet skal opgraderes til at håndtere den nye standard.


UMTS er kun den ene brik i den strategi, der skal forvandle mobiltelefonen fra at være et mobilt samtaleapparat til en mobil computer. De nyeste prototyper fra Nokia, Ericsson og andre fabrikanter ligner en hybrid mellem en håndholdt pc og en mobiltelefon. Nokias fremtidsvision for en UMTS-mobiltelefon er f.eks. et futuristisk apparat med farveskærm, der naturligvis har en indbygget Internet-browser og alle andre programmer, som er nødvendige for at drage nytte af Nettet.


De første UMTS-mobiltelefoner kommer på markedet i Japan i 2001, Europa i 2003 og USA i 2004, ifølge International Telecommunications Union (ITU), en standardiseringsorganisation, der netop har vedtaget en global standard for 3G-systemer, IMT-2000 (http://www.itu.int/imt/).




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
    Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktur

    Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

    18. september 2024 | Læs mere


    Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

    Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

    25. september 2024 | Læs mere


    NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

    Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

    26. september 2024 | Læs mere