Ifølge sikkerhedsvirksomheden Ibas Danmark er der børneporno på mellem tre og fire procent af de computere, som virksomheder indleverer til reparation.
Ibas laver datarekonstruktion, datasletning og dataefterforskning, og får hvert år indleveret omkring 700 computere fra danske virksomheder.
»Det har overrasket mig, at vi faktisk finder børneporno på mellem tre og fire procent af de computere, som danske firmaer indleverer til os,« siger direktør Henrik Andersen fra Ibas Danmark til Ekstra Bladet.
»Man skal jo huske på, at vi slet ikke leder efter børneporno. Derfor er der sikkert også billeder, vi ikke opdager. Og dermed kan man frygte, at det reelle omfang er endnu højere, siger han til avisen.
Ibas anmelder ikke sagerne til politiet, men gør virksomhederne opmærksommme på, hvis deres computere indeholder børneporno. Derefter er det op til virksomhederne selv, om de vil gå videre med tilfældene.