Det er ikke gang i salget af Windows. Microsoft har netop fremlagt sit seneste kvartalsregnskab, og det har chokeret analytikere og investorer.
For første gang nogensinde har Microsoft oplevet et fald i antallet af solgte Windows-eksemplarer i forhold til året før. Samtidig faldt omsætningen i regnskabsårets 4. kvartal med 17 procent. Det har fået Microsoft aktien til at falde otte procent, skriver Reuters. Det er første gang siden Microsoft blev børsnoteret i 1986, at omsætningen er faldet på årsbasis.
Microsoft forventer ikke, at situationen bliver bedre lige med det sammen. Men det positive budskab fra koncernen er, at man ikke forventer det bliver værre.
"Mens det ikke nødvendigvis bliver bedre, så ser det ud til, at vi har nået bunden. Resten af året vil stadig være udfordrende," siger Chief Financial Officer Christopher Liddell til Reuters.
Microsoft tjener dog stadig penge. Selskabet har en profit på tre milliarder dollars i 4. kvartal. Det er et fald på over en milliard dollars eller 30 pct. i forhold til sidste år.
Hverken Microsoft eller aktieanalytikere forventer, at Windows 7 vender situationen med det samme. Alle virksomheder er nemlig mærket af krisen, og derfor er det ikke sansynligt, at de strømmer ud og køber nye computere med Windows 7. I stedet fokuserer Microsoft på at reducere omkostningerne. I den forbindelse skal 5.000 stillinger nedlægges i år.