Den norske kæde af Macbutikker, Eplehuset, åbner snart sin første danske butik. Eplehuset har ti butikker i Norge, og den danske butik er kædens første skridt ud i verden.
Eplehusets daglige leder i Norge, Bjørn Tore Brevik, har tidligere oplyst til Mediamac, at man fra starten har valgt at satse på Danmark.
»Vi har i et stykke tid ønsket at etablere os uden for Norge og valget faldt let og naturligt på Danmark. Vi vurderer markedet der som stort og godt og er også gennem vores succes i Norge, blevet tilskyndet til at etablere os i Danmark af Apple,« sagde Bjørn Tore Brevik dengang.
Nu åbner den nye butik. Det sker på torsdag, hvor Eplehuset har fået plads i Jyske Banks tidligere lokaler på Strøget i København, tæt på Nørreport Station. Fra starten af har Eplehuset planer om at vokse yderligere og etablere sig flere steder i landet.
»Vi holder kortene tæt til kroppen, men vil allerede i 2009 åbne flere butikker i Danmark,« siger Eplehusets nye danske landechef, Jes Duus.
Den nye landechef har en erhvervserfaring fra detailkæder som McDonald og Ecco. Han forklarer, at han har fået jobbet, fordi han kan give Eplehuset et fodfæste i Danmark.
»Jeg er ikke god til it, men er god til at finde de rette placeringer og de rette medarbejdere,« siger landechef Jes Duus.
Den første butik vil få 14 ansatte. Målgruppen er i første omgang studerende og andre unge, men fra første kvartal af 2009 vil Eplehuset også have en afdeling, der specifikt henvender sig til erhverv.