Poul Thyregod, der er direktør for Proshop og ansvarlig for onlinebutikken Happii har haft det store regnark fremme i forbindelse med lanceringen af happiimobil.dk.
Ifølge Thyregods beregninger giver Happiimobils telefonikoncept Bibob og andre danske mobilkonkurrenter baghjul, når man blot har talt mere end fire minutter og sendt 20 sms'er om dagen - svarende til et forbrug på 168 kroner om måneden. Og Poul Thyregod har heller ikke meget til overs for konkurrenten strategi med ikke at kaste penge efter dyr markedsføring.
»Det lyder som meget fin gammeldags hippiestil, at sige man vil være fri og så videre. Men det er begrænset, hvor meget man (Frank Rasmussen, Bibob-stifter,red.) kan ride videre på sin kultstatus. Det kan man ikke leve af på længere sigt. Vi bruger uhyggeligt mange millioner kroner på markedsføring, og det er klart at vores mobilbrand skal være en del af det,« siger Poul Thyregod til onlinemagasinet CRN.dk.
Proshops-direktøren regner ikke med at høste guld på sit mobilkoncept, som i højere grad skal bruges til at lokke flere kunder i butikken.
»Med det her tilbud, så takler vi telefonimarkedet med vores nye prispolitik. Vores telefonikoncept skal bruges til at hive kunder til os og øge besøgsfrekvensen. Og når kunden alligevel er inde og tanke taletid op hos os, så har vi derudover mulighed for at forkæle mobilkunden med unikke tilbud,« siger Poul Thyregod, der i øvrigt betragter Bibob som et godt initiativ på markedet.