Statsministeriet vil nu stramme IT-sikkerheden for at undgå, at fortrolige informationer igen slipper ud til pressen. Nytårsdag blev statsministerens nytårstale sendt elektronisk til en række journalister, men ministeriets sekretariat havde undladt at fjerne information om dokumentets tilblivelse.
Med nogle få klik med musen, kunne pressen dermed følge tilblivelsen af statsministerens nytårstale, skriver Jyllands-Posten.
Nytårstalen er skrevet i Word, som automatisk lagrer alle ændringer, mens et dokument bliver til. For at forhindre, at ændringerne efterfølgende vil blive set af uvedkommende, skal listen med ændringer fjernes.
Ved at klikke på menuen filer i Word, og derefter vælge egenskaber, kan man se, at dokumentet oprindeligt er oprettet af Christopher Arzouni, som er mest kendt som fremtrædende medlem af den superliberale forening Libertas.
»Vi vil fremover sende talerne ud som PDF-filer, og så kan den slags ikke ske,« siger Statsministeriets pressechef Michael Kristiansen til Jyllands-Posten.
Desuden vil ministeriet gennemføre en undersøgelse af sikkerheden på sin hjemmeside.
En lignende episode udspilledes i oktober 2002, da statsministerens åbningstale ligeledes blev sendt elektronisk til pressen.
Statsministeriets departementschef betegnede dengang hændelsen for en "svipser".
Han tilføjede endvidere, at noget tilsvarende ikke kan ske med dokumenter med en høj sikkerheds-klassificering, såsom dokumenter fra Nato og forsvaret, da disse behandles på en anden måde.