Det er en ofte fremført påstand, at det er grådige pladeselskaber, der holder fremtidens musikløsninger ud af Danmark. Men den påstand vil pladeselskaberne i Danmark gerne have gjort op med.
Det er nærmere kunstnernes brancheforeninger - det vil sige Koda - der er skyld i, at danskere ikke kan bruge Spotify og andre nytænkende tjenester.
Den kritik fremfører Universal Music, Sony Music og Playground Music i Jyllands-Posten.
Her kommer det frem, at de danske pladeselskaber har været klar til åbne for Spotify i lang tid. Siden sommerferien har man på Spotify for eksempel kunnet finde Lis Sørensen, Østkyst Hustlers og andre kunstnere, der har deres fanskare i Danmark Men fansene kan ikke høre musikken på Spotify, fordi tjenesten endnu ikke er åbnet i Danmark.
Ifølge pladeselskaberne er det Koda, der er problemet. Koda er nemlig for grådig på kunstnernes vegne, mener selskaberne. De peger på, at Kodas takster i Danmark skulle være mere end dobbelt så høje som i udlandet.
Kodas hovedanke mod Spotify er, at den svenske tjeneste både består af en abonnementsmodel og en reklamefinansieret model. Tendensen i andre lande er, at langt de fleste brugere vælger den reklamefinansierede løsning, og det vil give en langt mindre – og i første omgang lang mere ustabil – indtjening til kunstnerne.
Rapperen AndyOp siger til KODAs egen hjemmeside, at: "Det er vigtigt, vi ikke sælger os for billigt og lader de nye tjenester sætte niveauet for lavt fra starten. Lidt er selvfølgelig bedre end ingenting, og pladesalget er alligevel i bund - men der må altså være en grænse. Symbolske beløb giver ikke brød på bordet, og PR-værdien mætter jo heller ikke."
Pladeselskabernes interesse i sagen er blandt andet økonomisk. For at komme i kridthuset hos pladeselskaberne har Spotify nemlig solgt ejerandele af streamingtjenesten til pladeselskaberne. Pladeselskaberne er altså medejere og kan tjene penge på, at netop Spotify bliver en succes.
Universal har selv fortalt, at firmaet i Sverige allerede tjener mere på Spotify end iTunes.