Stop fire forretningsfolk med smartphones på gaden og to af dem vil statistisk set have en model fra den finske mobilgigant Nokia. Ligesom selskabet er markedsledende på almindelige mobiltelefoner med knap 40 procent af markedet, så er Nokia også blevet det på de "smarte" telefoner med kalender, email og lignende.
En markedsopgørelse fra Canalys viser således at Nokia sidder på 55 procent med Palm og Blackberry på de to næste pladser - dog kun med beskedne 8,7 og 7,4 procent i andet kvartal af 2005.
Det samlede marked for smartphones steg med 105 procent i forhold til samme kvartal sidste år, mens markedet for almindelige håndholdte mobilapparater faldt med 14 procent ifølge Canalys.