Regeringen har afsat 75 millioner kroner i år og 165 millioner kroner i de efterfølgende år til finansiering af hjemme-pc-ordningen, men indtil videre ser det ud til, at kun en lille del af pengene bliver brugt. Til dato er der maksimalt solgt 5.000 hjemme-pc'er - langt mindre end ventet.
Det har udløst en debat om, hvad der skal ske med de millioner, som bliver tilovers i regeringens hjemme-pc-pulje. Dansk Industri ønsker, at pengene skal overføres til andre formål, skriver ErhvervsBladet.
- Vi har ikke et stærkt ønske om at forbedre hjemme-pc-ordningen. Vi vil hellere opprioritere indsatsen for at få styrket forskningen i virksomhederne. Til det formål skal der skrabes så mange midler som overhovedet muligt sammen, siger Tom Togsverd, som er direktør i Dansk Industris branchefællesskab ITEK, til ErhvervsBladet.
Den trykte udgave af ComON har i denne uge fokus på hjemme-pc-ordningen.