Folketingets videnskabsudvalg vil nu have finansminister Thor Petersen til at forklarer hvorfor Økonomistyrelsen i slutningen af august besluttede at det udskældte lønsystem, Statens Lønsystem (SLS), fortsat skal stå for udbetalingen af løn til mere end 160.000 statsansatte.
I november sidste år slog Økonomistyrelsens direktør Claus Juhl i IT-avisen ComON fast, at det er styrelsens overordnede strategi at gå fra egenudviklede systemer som SLS til standardsystemer.
Alligevel besluttede styrelsen efter en overordnet sammenligning af SLS med standardlønsystemer, at holde fast i det udskældte lønsystem, der foreløbig har kostet skatteyderne 430 millioner kroner og taget 13 år at udvikle.
Netop fordi systemet har voldt så store problemer, vil SF's it-ordfører Morten Homann gerne have uddybet baggrunden for styrelsens beslutning, ligesom han stiller sig kritisk over for Økonomistyrelsens kompetencer i sagen.
»Forløbet omkring SLS bidrager ikke just til et indtryk af en kompetent styrelse. Det har været præget af så megen inkompetence, at det vil være interessant at få belyst hvad der ligger til grund for beslutningen om at beholde SLS,« forklarer Morten Homann over for ComON.