Intel tabte en smule markedsandel i andet kvartal til AMD. Det skyldes primært, at pc-køberne i øjeblikket foretrækker de billige pc-modeller - ikke mindst på de ekspanderende markeder i Kina, Østeuropa og Indien.
Det amerikanske CRN henviser til en undersøgelse fra Mercury Research, som dokumenterer, at Intels andel på globalt plan faldt med 0,8 procentpoint til 82,7 procent sammenlignet med første kvartal. AMD gik frem med 0,5 procentpoint til 15,5 procent.
Resten af markedet gik til primært Via Technologies og Transmeta.
Ifølge en analytiker hos Mercury Research er andet halvår dog den vigtigste periode for de to hovedmodstandere på markedet for pc-processorer. Den leverandør, som erobrer markedsandele i andet halvår får dobbelt effekt: en større andel af et langt højere salgsvolumen og en større andel af konsument-markedet.