Asger Jensby er blevet politianmeldt for et ulovligt aktionærlån, som han tog i sit firma JMI Invest i november 2008 - måneden før IT Factoryskandalen brød.
"Når vi ligger inde med den viden, at der er tale om et ulovligt aktionærlån, så er det vores bestyrelsesansvar at politianmelde det," siger bestyrelsesformand i JMI Invest Ole Borch til ComON. Ole Borch har afløst Asger jensby i bestyrelsen efter bankerne har indsat en ny bestyrelse.
På trods af, at Asger Jensby flittigt har beriget sig selv på svindlen i IT Factory siden 2006, så formåede han alligevel at være i så store problemer, at han lånte yderligere 18 millioner kroner ulovligt. Nu kan ComON afsløre, at pengene ikke blot er lånt ulovligt, men også er lånt uden, at den øvrige bestyrelse blev informeret.
"Det står klart, at Asger Jensby lånte pengene uden at spørge den øvrige bestyrelse om lov. Ingen andre bestyrelsesmedlemmer var informeret," siger Ole Borch.
Det mener professor i Erhvervsjura ved Aalborg Universitet Erik Werlauff gør situationen endnu værre end blot et ulovligt lån.
"Det er i høj grad en skærpende omstændighed, at han tog det ulovlige lån uden at spørge den øvrige bestyrelse. Hvis han havde spurgt bestyrelsen, havde han formentlig fået et nej. Det er tydeligt, at han har brugt JMI Invest som sin egen personlige bank, og det må man ikke," siger Erik Werlauff til ComON.
"Asger Jensby bliver formentlig dømt til at tilbagebetale lånet med massive overrenter og betale en bøde. Hvis han ikke kan betale tilbage må kreditorerne retsforfølge ham yderligere," siger Erik Werlauff.
Jensbys plan var at ligge de 18 millioner kroner tilbage i JMI Invests kasse inden regnskabet skulle afleveres. Men der kom en milliardskandale i vejen.
Det kan vise sig svært for JMI Invest at få pengene tilbage i kassen. Jensby skylder nemlig til højre og venstre på grund af et ekstremt overforbrug, hvor han har kombineret fantasipengene fra IT Factory med massive lån. Så JMI Invest kan stille sig bagerst i køen af kreditorer.