Hewlett-Packard (HP) har underskrevet en aftale med Adobe, som betyder at HP-printere fremover bliver født med direkte understøttelse for det populære dokumentformat PDF. De første printere med PDF-understøttelse fra HP kommer på markedet i begyndelsen af 2002.
Adobes PDF-format er meget velegnet til udskrivning, men computeren skal først konvertere dokumentet, en proces, der kræver meget regnekraft. Ved at indbygge PDF-understøttelse kan dokumenterne sendes uden konvertering til printeren.
Foruden printere skal scannere, digitale kameraer og andre produkter fra HP også udstyres med PDF-understøttelse. Ifølge HPs vision skal brugeren kunne sende dokumenter fra det ene apparat til det næste - f.eks. fra en scanner til en printer - uden at en pc behøves som mellemmand.
(Kilde: tecchannel.de)