Lørdag eftermiddag klokken et lokal tid - klokken 22 dansk tid - trådte den eftersøgte IT Factory-direktør Stein Bagger ind ad døren på Los Angeles Police Departments Central Division i downtown Los Angeles, Californien.
Bagger, der var iført et Armani-jakkesæt og Rolex-ur, lagde sine hænder på disken foran den vagthavende betjent og meddelte, at han var efterlyst for alvorlige økonomiske forbrydelser, og at han ønskede at melde sig selv.
Beskrivelsen af Baggers anholdelse stammer fra journalist Ron Lin fra avisen Los Angeles Times, som har talt med det lokale politi.
Baggers anmeldelse blev angiveligt mødt med skepsis fra de tilstedeværende betjente, men efter et kort tjek på internettet kunne hans identitet fastslås. Stein Bagger blev derefter anholdt.
Stein Bagger oplyste ved anholdelsen, at han var ankommet til USA fredag den 28. november, hvor han fløj fra Dubai til New York. Derefter har han angivligt kørt tværs gennem USA til Los Angeles, hvor han har indlogeret sig på et Best Western-hotel.
Det fremgår ikke, om Stein Bagger yderligere har udtalt sig til de amerikanske myndigheder, eller hvem han har været i kontakt sinden han forsvandt fra Dubai.
Stein Bagger er nu overført til Metropolitan Detention Centre, hvor han er i de amerikanske immigrationsmyndigheders varetægt.
Det danske politi vil nu begære Stein Bagger udleveret til retsforfølgelse i Danmark, oplyser vicestatsadvokat Jens Madsen fra Bagmandspolitiet til TV2 News.
Jens Madsens udtalelser til TV2 News bekræfter desuden, at Stein Bagger henvendte sig frivilligt til politiet, og at de amerikanske myndigheder vil tilbageholde Stein Bagger indtil videre.
Jens Madsen bekræfter desuden, at det danske politis søgelys blandt andet var rettet mod USA, da personer i Stein Baggers bekendtskabskreds havde tilknytning til USA. Jens Madsen vil dog ikke oplyse, hvilke personer, det drejer sig om.