(Opdateret) Den danske gren af den succesfulde svenske piratbevægelse har ikke nydt helt den samme opbakning herhjemme som hinsidan, men nu indleder piratpartiet en dansk offensiv.
Piratpartiet har i første omgang fået godkendelse til at stille op til næste folketingsvalg. For at komme med på stemmesedlerne skal partiet blot lige overvinde den forhindring, der handler om at stille med et tilstrækkeligt antal underskrifter fra vælgere, der gerne ser dem repræsenteret.
Helt præcist skal partiet kunne fremvise 19769 underskrifter .
Indsamling af underskrifter kommer primært til at foregå elektronisk, fortøller partiet i en pressemeddelelse. Vælgerne kan selv gå ind på http://www.piratpartiet.dk/underskrift og downloade vælgererklæringen, udfylde og underskrive den, og så tage et digitalt foto af erklæringen og uploade den krypteret via internet.
"Det er et stort skridt for en officiel anerkendelse af partiet. Nu kan vi fortsætte vejen mod parlamentarisk indflydelse ligesom Piratpartierne i vore nabolande,” udtaler partiformand Ole Husgaard.
I Tyskland stiller Piratpartiet op til Bundestag ved valget i går, og i Sverige stiller Piratpartiet op til Riksdagen i 2010. Piratpartier i mange andre lande forventes i løbet af de kommende år også at stille op til valg.
Piratpartiet blev stiftet i Danmark i maj 2008 med Piratpartiet i Sverige som forbillede.
Partiet ønsker at sikre beskyttelsen af den personlige integritet, en mere rimelig balance i ophavsretten, samt videndeling uden patenter.
Partiet har omkring 250 medlemmer i Danmark.
Opdatering: Ved gårsdagens valg til den tyske Bundestag fik Piratpartiet knap to procent af stemmerne - altså et stykke fra spærregrænsen på fem procent, men markant højre end ved forårets valg til Europa parlamentet, hvor partiet kun fik 0,9 procent af tyskernes stemmer.