Kun tre dage efter, at ComON som det første medie fortalte om statsbanernes planer om at tilbyde mobiltelefoni i togene, blev DSB Talk krævet lynlukket af en vred trafikminister – en lukning, som ramte selskabet bag DSB Talk, MobileValue.
Dette selskab er dog ikke helt tabt bag en togvogn, for en anden og potentielt fed kunde er klar i kulissen: Elselskabernes stort anlagte fiberfirma Waoo vil snart rykke ud med mobiltelefoni.
ComON erfarer, at MobileValue, som stod for DSB Talk, også er selskabet, der skal levere mobiltelefoni til Waoos kunder.
Direktøren for Waoo, Anders B. Christjansen bekræfter, at selskabet er langt fremme med mobilplanerne.
”Det er en helt naturlig udvidelse af vores eksisterende tilbud og det er noget, kunderne har bedt om at få,” siger han til ComON.
Direktøren ønsker dog ikke at oplyse detaljer om, hvornår Waoo vil åbne for mobiltelefoni for fiberkunderne.
Han bekræfter dog også, at Waoos mobiltilbud skal leveres af en ekstern leverandør, og at det ikke skal integreres med selskabets eksisterende fiberinfrastruktur.
At det med al sandsynlighed bliver MobileValue, der skal stå for elselskabernes mobiltilbud, kan man forvisse sig om ved at søge på selskabet hos CVR registret. Her har MobileValue fået registreret binavne ”DSB Talk ApS” og ”Waoo.mobil ApS”.
”Jeg ønsker ikke på nuværende tidpsunkt at fortælle, hvilken ekstern leverandør, der skal stå for vores mobilsatsning,” siger Anders B. Christjansen, da ComON spørger ham.
Men det er vel tydeligt, når man ser MobileValues registrerede binavn?
”Hvad?... Hmm… Dem vil jeg straks tage fat i,” lyder det fra Waoo-direktøren.
MobileValue tilbyder under sloganet ”Få dit eget mobilselskab” telefoni på grossist-niveau. Læs mere om selskabet her.